Side:Folkevennen 1859.djvu/43

Denne siden er ikke korrekturlest
39


Paa min Reise gjennem nogle af Præstegjældene i nordre Søndmøres Provsti studsede jeg ved at høre, at saa mange Bønder vare kun Leilændinger; det vakte ogsaa min Opmærksomhed, at der i det Hele var saa faa Husmænd og mindre Folk af den saakaldte Arbeidsklasse, ja at Bønderne tildels, som paa Vigren i Harham (Kap. 5), med bevidst Hu modsatte sig Arbeidsklassens Formerelse; derhos blev det snart Gjenstand for min Iagttagelse, at her, især dog i de ydre Bygder, var mere frit for Nattefrieriets Uvæsen end i de fleste Egne, hvor jeg hidtil var kjendt, og at istedet derfor Frieriet foregaar med Mellemkomst af „Kvæmmelsmanden“, som paa Frierens Vegne henvender sig ikke til Pigen selv, men til hendes Forældre (Kap. 6).

Fra Søndmøre kom jeg over til Romsdalen. Allerede i det første Præstegjæld her, Vestnæs, lagde jeg Mærke til, at saa godt som alle Bønder vare Selveiere. Her forefandt jeg ogsaa en talrig Arbeidsklasse; især mellem 1825 og 1840 skulle mange nye Husmandspladse være blevne oprettede, og Bønderne vare nu blevne betænkelige derover og studerede paa Raad til at sætte Grændse for den yderligere Formerelse: Formandskabet søgte for nogen Tid tilbage at faa en Forening istand, hvor Bønderne skulde

    gelse leve Ægtefolkene i Fred og Enighed med hinanden og finde sig lykkelige ved Forbindelsen, mere end man skulde tro, naar man tager Hensyn til, at det i Regelen et er gjensidig Tilbøielighed eller Kjærlighed, men Forældrenes Villie, ja tildels Magtsprog, som knytter den.“ Men ved Læsningen af de gamle Sagaer vil man idelig finde Exempler paa samme Tænkemaade og Skik: Forældrene raade for sine Børns, navnlig Døttrenes Giftermaal, og idelig tages Hensyn til den Fordel, som kan ventes af Svogerskabet, saasom stor Medgift, mægtig Bistand i Hevn-Sager og Rets-Trætter o. s. v. – Men ret ofte siges det ogsaa i Sagaerne, at Konen klagede og fandt sig „ilde gift“. Og mon dette virkelig skulde være saa aldeles sjeldent nu i vore Dage?