Snart kommer atter Jul, den kjære Fest,
at lyse Herrens Fred i alle Huse,
med Stjernen over Bethlehem at pege
paa Krybben stille, hvor i Armods Svøb
Alkjærligheden vil sig aabenbare.
Snart kommer atter Jul, med Klokkekimen,
med Børnejublen, med de glade Timer
ved Hjemmets Arne, der til Hjertet vinker
som Stjernen over Bethlehem: O, kom!
kom hjem til Fader og kom hjem til Moder,
til Sødskendflokken, som dig kjærlig venter,
at flyve dig som for med Fryd imøde,
velkommen byde dig med Kinder røde
og Øine klarere end Julelys!
O, Julen kommer snart, og alle Hjerter
nu stunde til den stille Høitids Fred,
og føle Trang til Kjærlighedens Varme
ved festligpyntet Bord i Kjæres Kreds.
Nu den Bedrøvede sin Sorg vil glemme,
vil kvæle Sukket og vil Taaren hemme,
og lytte til hvad Haabets Engel synger,
og trætte Olding vil sit Hjerte kvæge
ved Latteren fra glade Barneklynger,
og Armod selv sit Bord vil festlig dække
og sine Kjære nu det Bedste række.
