Side:Folkevennen 1859.djvu/442

438

Den arme Enke i sin mørke Vraa
nu pønser paa, med al sin Hu og Higen,
skarpsindig som en General i Krigen,
hvad hun skal finde paa til sine Smaa,
nu mangtet Øie træt faar ikke Hvile,
den stille Nat ser Kjærlighed omgjordet,
rastløse Fingre over Sømmen ile,
at skaffe Brød til Juleaftensbordet.

O Venner, om vi kunde være med
i dette stille Værk af Kjærlighed!
O kunde vi en Times Fryd berede
og offre Lidt af egen Juleglæde!
Fordobles skulde den forvist derved.
Skal vi ei prøve, før vi drage hjem
til vore Elskte, først en liden Gave
til Armods Juletræ at finde frem?
Skal vi ei prøve, om i fattig Vraa
vi kunne hjælpe efter ringe Evne
den stakkels Moder til med sine Smaa
at holde atter glad sit Julestævne?

O lad os prøve det i Kjærlighed!
lad os paa glade Gang til vore Kjære
først søge op de skjulte Sorgers Sted –
og det kan ikke langt af Veien være!
Vi drage vil foruden Stands afsted,
vi drage vil i Flok og sluttet Følge!
Men for at Mange skulle følge med,
vor Vandrings Øiemed vi ei fordølge.
Thi se, med Sang, med Skjæmten og med Spil
vi aabenbare vil vor Vei og Færden,
og drage gjerne til os hele Verden,
at den som vi det Samme prøve vil!