Derpaa offrede de en Kvige, saaledes, at de, medens Dyret endnu var i Live, skar ud og brændte den af Sygdommen angrebne Del. Derpaa tændte de Ilden paa sine Arnesteder fra Baalet af og endte med et Maaltid paa Levningerne af Offerdyret. Trylle-Ord fremsagdes af en gammel Mand fra Morven, som var kommen over for at forestaa Ceremonierne og som holdt paa at tale den hele Tid, medens Ilden blev fremlokket. Han levede som Tigger i Bellochroy. Anmodet om at gjentage Trylleformularen sagde han, at den Synd at fremsige den allerede havde bragt ham til Betlestaven, og han turde ikke sige Ordene op igjen. Hele Egnen betragtede ham som fordømt.“
Man seer, at det i alle væsentlige Dele er samme Skik her i Skotland som i Tydskland. I andre Beretninger fra England bruges ogsaa samme Navn som i de fleste tydske Beretninger, nemlig Nød-Ild. Mest paafaldende i Beretningen fra Skotland er ellers det Træk at offre en Kvige. Dette Træk stadfæstes endogsaa ved en lignende Fortælling fra et af Landskaberne i selve England og det fra vort Aarhundrede; den lyder saa: „To unge Damer fik paa en Spadseretour se et Baal henne paa Marken og en Folkeskare omkring det. „Hvad er paa Færde?“ – „Slagte en Kalv.“ – „Hvorfor?“ – „For at standse Kvæg-Sygen.“ De talte til Præsten om det, og han anstillede Undersøgelse. Almuen vilde ikke gjerne tale om Sagen; men det kom op, at naar der er Sygdom blandt Kjøerne eller det ikke gaar vel med Kalvingen, saa bruge de at offre en Kalv og det ved at slagte og brænde den – for at skaffe sig god Lykke.“
Selv hos de ældste Romere og Grækere omtales visse hellige Skikke, som svare til den nu beskrevne Brug med Nød-Ild.
I gamle Dage – saa lyder omtrent Grimms almindelige Betragtning af Sagen –, i Hedenskabets Tid,
