Side:Folkevennen 1859.djvu/449

Denne siden er ikke korrekturlest
445

da Troen paa de mange Guder herskede, nærede Folket ogsaa Ærefrygt for Ilden, Luften, Vandet og lignende synlige Ting, som om det skulde være levende Væsener og selvstændige Magter, istand til at beskytte og hjælpe. Men til helligt Brug, saasom ved Offringer, til Renselse o. s. v., kunde man ikke tage af den Ild, som længe havde været forplantet fra Brand til Brand i Menneskenes Tjeneste; det maatte være frisk og ubesmittet Ild, frembragt ved Gnidningens hemmelighedsfulde Magt. Ja, at netop denne Maade har været anseet for den eneste rette, det er maaske Tegn paa, at Begrebet og Skikken skriver sig fra hint fjerne Old, hvor man endnu ikke kjendte Jern og altsaa heller ikke den lettere Maade at slaa Ild med Staal og Flint. Navnet Nød-Ild kan enten sigte dertil, at den nødes eller tvinges ud af Træet, eller dertil, at den bruges i Nødstilfælde (under Kreatur-Sygdomme).

Om nu denne mærkelige Skik og Tro kjendes eller har været hjemme i vore norske Bygder? Grimm veed Intet derom, og der findes neppe noget optegnet derom i nogen Bog. Men vi have dog ialfald Navnet af Tingen: idetmindste i mange Egne veed hver Almuesmand at tale om Nau-Eld eller Nau-Varme, og det er jo bekjendt, at Almuesprogets Nau eller Naud[1] svarer til Skriftsprogets Nød. Og spørger man videre efter, saa faar man høre, at med Nau-Eld menes saadan Ild eller Varme, der nu og da mærkes at fremkomme ved Gnidning af Træ, saasom naar Hjul-Akser i Møller eller paa Kjærrer mangle Smørelse. Men her standser ogsaa det norske Begreb om Tingen; idetmindste har jeg aldrig, saavidt jeg har spurgt, faaet nogen Forklaring om, hvorfor dette Slags Ild skal kaldes saa, og endnu mindre har jeg hørt om, at Folk her

  1. Naud er den gamle Skrivebrug, Nau den nuværende Talebrug.