til Lands med Flid har fremtvunget Nød-Ild, til saadant overtroisk Brug som i andre Lande.
Den norske Overtro gjør dog ellers en mangfoldig Brug af Ilden, f. Ex. til at vigsle det nyfødte og udøbte Barn, d. e. hellige det og bevare det for Ondt, fremdeles til at vigsle Vandet, hvori Barnet skal vaskes, d. e. rense det for Besmittelse af allehaande Troldskab[1]. Ja, af paalidelig Omtale kjender jeg endogsaa et Tilfælde, hvor der mod Kreatur-Sygdom udtrykkelig er brugt ny, frisk Ild, slaaet med Staal og Flint og opfanget med Knusk under Koens Bug. Dette var endda i en af vore Smaabyer, i Christiansands Stift, og Kunsten blev øvet af en i saadanne Ting forfaren Kone, som endog for sin Tjenstagtighed i flere lignende Tilfælde – blev inddømt til Christiansands Tugthus. Det kan være som en 30 Aar siden. – Men ligesom Ilden her ikke var fremskaffet paa den rette gamle Maade, saaledes har jeg ikke hørt, at der om den blev brugt det Navn Nau-Eld.
Indtil anden Oplysning skaffes, maa det altsaa forblive derved, at Navnet kjendes, den gamle overtroiske Brug derimod ikke. Men efter al Rimelighed er Navnet en Mindelse om, at en Gang i Tiden have ogsaa vore Almuer kjendt og brugt Tingen selv. Det er gaaet med de mange overtroiske Begreber og Skikke, som i Oldtiden vare fælles for den halve Del af Menneskeslægten, at i Tidernes Løb ere disse eller hine gaaede i Forglemmelse paa et Sted og i holdte i Hævd paa andre Steder; og det er muligt, at Nød-Ilden, der nu lader til at være tabt i de norske Almuers Erindring, er fuldt erstattet ved en saa meget overflødigere Brug i overtroisk Retning af almindelig Ild, til Vigsling.
Men er min Formodning rigtig, saa er det underlige
- ↑ Se Side 379.
