Side:Folkevennen 1859.djvu/452

Denne siden er ikke korrekturlest
448

det Hele endte med den Aftale mellem ham og dem, at til imorgen skulde de tænke vel efter allesammen, hvad de kunde mindes af overtroiske Fortællinger og Regler. De skulde ogsaa skrive det op, de af dem, som vare saa gode da, at de kunde skrive. Naar paa den Maade al Overtroens Mangfoldighed var bleven opregnet og beskrevet, saa skulde de allesammen ligesom underskrive det Hele, som en Kontrakt om, at de herefter hverken vilde tro eller gjøre Saadant. Børnene lo og syntes det var brav. Saa sluttede Skolen for den Dag som sædvanlig, med Bøn og Psalmesang. Børnene vandrede hjem, og Skolemesteren sad igjen, i Stuen hos den Bonde, hos hvem Omgangs-Skolen da var.

Strax begyndte jeg (nu anføres saa vidt muligt Dagbogens egne Ord) at skrive Samtalen med Børnene, og jeg blev neppe færdig dermed, før Mørket trængte paa og Familien kom ind fra sit Udarbeide for den Dag. Manden kom hen til mig ved Bordet med de Ord: vil Du have skrevet noget, saa skal Du faa Lys. – O nei, sagde jeg, jeg har alt skrevet, hvad jeg vil for denne Gang. – Og jeg læste det op. Manden lo og sagde: Aa ja, jeg tror nok, at det er som jeg har sagt om det; det er ikke andet end bare Fanteri, sligt – det har jeg sagt rae[1]. – Konen lo og sagde: Jeg kan ikke andet sige, end at jeg har nok hørt og seet Folk fare med Sligt; men jeg har aldrig brugt det. Det er nu altid ikke bedre at sige, end det er: jeg veed nok, hun Mor havde for sig noget; men jeg har aldrig troet paa noget Sligt. Men det er nok rart med det: jeg har nok hørt det skal være sandt, at naar En nyser, mens En sidder under en Ko og melker, saa skal der spørges, at Nogen dør, før En faar ædt op den Melken. – Der blev naturligvis gjort Bemærkninger hertil, og under Samtalen fik Konen Nons-Maden færdig.

  1. Rae, d. e. bestandig, altid.