Universitetet og Regjeringen have bevilget Penge til Reiser for at faa samlet disse Eventyr, der dog i gamle Dage bleve betragtede som lutter Tant. En Beskrivelse om, hvordan dette er gaaet til, kunde gjøres til en særskilt Opsats i Folkevennen. Skulde jeg prøve derpaa, saa maatte jeg begynde med saadan Sammenligning mellem Før og Nu: i forrige Aarhundrede, da Strøm og Wilse og Wille og de mange Andre skrev om Norge, var det mest Landets Stene og Urter og Dyr, de tænkte paa; nu derimod sees Kunstnere og Digtere og Videnskabsmænd med anstrængt Hu at studere selve Folkets Liv, hvordan den simple Mand lever og lider, hvad han tænker og digter. Men en af Begyndelserne til dette Omslag var netop dette, at for et godt Snes Aar siden et Par begavede unge Forfattere vovede at tilstaa for sig selv og Andre, at de syntes saa godt om Almuens Eventyr: de bleve aldrig trætte af at høre dem, og med sit øvede Øre opdagede de i dem altid mere og mere af Beundringsværdigt og Skjønt. Og disse vore Forfattere vare sikkerlig igjen paavirkede af et Brødre-Par i Tydskland, i hvem de selv erkjende Ophavsmændene til dette livlige Studium i hele Nord-Europa: Jakob Grimm, som jeg har berømmet ovenfor, og hans Broder Vilhelm. Efter disses Exempel ere de gamle Eventyr og Sagn blevne opsamlede og beskrevne med stor Flid, i Tydskland, Holland, Danmark, Sverige, Norge, England, Skotland, kort hos alle disse stammebeslægtede saakaldte germaniske Folkeslag, som netop formedelst deres Stammeslægtskab eller fælles Oprindelse fra Begyndelsen af have havt og tildels endnu have bevaret en fælles Skat af Oldtids Digt og Tro. Vore norske Samlinger af Eventyr og Kjæmpeviser og Sagn danne altsaa et Led i en stor Række. Men Jakob Grimm, den ypperste Kjender, siger etsteds[1],
- ↑ I Fortalen til hans førnævnte Bog.
