rette Opfattelse. „Jeg foreslog da – saa saa lyder Beretningen videre –, hvis Bogen var til saa stor Forargelse, enten at sende den tilbage til Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, eller at sælge den og kjøbe en anden god Bog. Men de erklærede, at de ansaa det for høist urigtigt og for Mangel paa den Kjærlighed, man skylder Næsten, om man lod en i deres Mening saa skadelig Bog komme i Andres Hænder. De gik derfor ud med Bogen og paastod at den skulde opbrændes. Efter kort Tids Forløb kom de triumferende ind og sagde, at den nu var opbrændt, og at (her nævnes 2 Personer, deriblandt hin Kone) udførte denne Handling. Jeg antog det for Spøg og vilde i lang Tid ikke tro det, indtil jeg nu har forvisset mig derom.“ Som Aarsag anføres, at de holde for, at kun Guds Ord bør læses. Hvorfor Uvillien just skulde gaa værst ud over den nævnte ene Bog, det siges ikke; men jeg maa tænke paa den dobbelte Omstændighed, at Bogen indeholder en og anden munter Sang, og at den „har de gamle Sagn saa kjær.“
Denne Brændehistorie er sikkerlig et enestaaende Exempel. Men den samme forkastende, ja fordømmende Mening, som her kom tilsyne angaaende dette Slags Bøger, træffes som bekjendt meget ofte og i vide Kredse.
Det er ganske af samme Slag, som naar der formedelst en senere Tids Iver i hele Bygdelag ikke længer findes en Fele eller Langeleg, som kunde bolde vedlige de gamle nationale Melodier, ialfald saalænge indtil de bleve gjemte i vor Lindemanns Øre og fæstede paa hans Node-Papir.
Det vækker med Rette Opmærksomhed, naar der fra de christiansandske Fjeldbygder fortælles et Eventyr f. Ex. om forvandlede Prindser, som den Kyndige kjender igjen fra tydske og russiske Eventyr, ja fra persiske og indiske Sagn. Og det maa visselig glæde den flittige Forsker, naar
