det lykkes ham lidt efter lidt at opdage Sammenhæng f. Ex. mellem Nutidens Almue-Sagn om „Aasgaardsreia“ og Oldtidens Gudelære, hvilken ellers troedes glemt. Vi kunne forstaa og dele den Interesse, hvormed Grimm og andre Forskere have anspændt sin Tanke over disse Mærkværdigheder.
Men ogsaa dette synes mig en Mærkværdighed: at de samme Almuesfolk, som have huset disse Sange og Sagn og født dem frem til nu, i den senere Tid og temmelig braat vende sig fra dem, rive dem ud af sin Barm, forvise dem af Huset.
Naar den ene Vægtskaal stiger, maa den anden synke. Men hvorfor skal det være lige saa her? I vor Menneske-Alder er den nedarvede Folkedigtning kommen til Ære hos Folkets dannede Klasse; hvorfor skulde den til samme Tid synke ned under al Agt hos Folkets Almue?
Er dette Sidste simpelthen en Urimelighed, en Tanke uden Grund, en Begivenhed uden Aarsag? Eller mon Tingen for nogen Del skulde have sin Grund i selve Folkedigtningens Beskaffenhed eller i Almuens tilvante Maade at bruge den samme Digtning?
I denne Anledning skal jeg tillade mig anføre nogle Træk. I 1846 var Moe og i 1847 Asbjørnsen paa Reiser i Landet for at samle Folkeviser og Eventyr, og begge traf de til at reise gjennem Leirdalen i Bergens Stift. Deres Rejseberetninger findes trykte i Tidsskriftet Universitets- og Skole-Annaler. „Jeg tager neppe Feil, siger Moe, naar jeg yttrer den Formening, at Leirdalen ikke har noget af Betydenhed at yde Folkepoesiens Samlinger, og at de, der her kunde være at udvinde, for største Delen vilde være neddukkede i saa raa Sandselighed, at de vanskelig lade sig rense og benytte.“ Og Asbjørnsen siger: „De faa Eventyr, jeg hørte under min Reise gjen- Leirdalen, vare overordentlig humoristiske; men de havde
