almindelig det tilfælles med en Del af Eventyrene fra Valders, at de vare inkarnerede med den krasseste Sandselighed, saa at det er en Umulighed at benytte dem.“ –
Og jeg selv har engang været ude for noget Lignende: i en Bygd, hvor jeg første Gang traf til at høre af Almuesfolk nogle Viser af det Slag, som kaldes Stev, faldt det mig ind at spørge en forstandig Skolemester, om der ogsaa var stygge Stev? ja der var, saa stygge, at de ikke vel kunde fremsiges og høres, men han maatte meddele mig dem ved at skrive dem paa en Lap Papir. Og jeg maa sige, at en saadan udtænkt Liderlighed havde jeg ikke forestillet mig blandt vore Land-Almuer.
Dette er nu en Udartning af de gamle Sanges Vittighed og Munterhed. Den har maaske fundet Sted fra de ældste Tider; men nu for Tiden og i visse Egne kan den have taget Overhaand.
Og en anden Udartning af den gamle Folkedigtning eller en Misbrug, som saa let følger med den, er den praktiske Overtro, de troldomsagtige Øvelser.
Men med dette i Tanke forsøger jeg at sætte mig ind i, hvordan hin Bondekone vel havde det, hun, som svarede mig haanligt, da jeg spurgte efter Stev og Huldre-Sagn, og som var med at brænde O. Vigs „Sange og Rim“: fra Barnsben har hun staaet Sagen nærmere og derfor i visse Maader kjendt den bedre end nogen af os Andre; men i Skjels Aar og Alder og i nidkjær religiøs Stemning har hun maaske faaet Øinene op for et Overmaal af Sandselighedens Uærlighed og af Overtroens Vederstyggelighed i de gamle Sange og Sagn; hvad Under da, at hun ved Siden deraf ikke længer agtede paa eller glædede sig ved de Skjønheds-Træk og Sandheds-Glimt, som dog ogsaa disse hendes Barndoms-Minder monne have baaret i sig? En Overdrivelse vistnok. Men det er ogsaa Overdrivelse, naar Folkedigtningens Beundrere, hvad jeg nu og da synes
