to andre Husmandskoner Sladderkjæringer, saa længe hun lever.“
Det forekommer mig at være et ligesaa interessant som vanskeligt Tankeforsøg: at sætte sig ind i, hvorledes vel disse Mennesker havde det med deres overtroiske Mistænksomhed og ubegribelige Begreber. Men for ialfald at faa en bedre Indsigt i den Folke-Opdragelsens Beskaffenhed og den Bygde-Oplysningens Tilstand, under hvilken saadanne uhyggelige Tilfælde vare mulige, foresatte jeg mig at samle og lægge paa Minde alle de Overtroens Stykker, som jeg kunde komme over i Guldalens Bygdelag.
Og se nu her:
1. Naar Nogen er død, tages Sengehalmen, han laa paa, eller en Del af den, og brændes ude paa fri Mark; Brændingen foregaar, sagde Nogle, helst om Morgenen og gjerne paa Veien, hvor den Døde skal føres til Kirken. Denne Brug er endnu almindelig. Det skjønnes ikke, hvad Betydning der oprindelig har været i den; nu opfattes den kun som et Tegn eller Varsel for Naboer og veifarende Folk, at Døden har gjæstet Gaarden[1].
2. Naar Husmoderen enten giver eller sælger Melk til fremmede Folk, saa er det endnu tildels Brug, at Dallen, som Melken er havt i for at bæres bort, føres tre Gange over Ilden paa Skorstenen (vigsles). Hænger en Gryde over Ilden, saa kan dette ikke vel gjøres; men istedet tages da en Glo og kastes i Melken. Er der ikke Ild paa Skorstenen, saa kan det ogsaa gaa an bare at stikke
- ↑ En gammel Mand sagde, at man egentlig kun brændte den Del af Senge-Halmen, som blev lagt under Liget, naar det vaskedes. Isaafald kan den oprindelige Tanke have været, at tilintetgjøre det Affald af selve Liget, som monne være kommet i Halmen, ligesom man brænder Negle-Skav og har Varmeglo i det brugte Vaskevand, se nedenfor under No. 5 og 7. Sammenlign ellers No. 38, Anm,
