paa den ene og de andre Bygdelag paa den anden Side: hist mere jevn Arbeidsomhed paa gammel tilvant Vis – her noget mere Foretagelses-Aand og Fremadstræben; hist større Tarvelighed og Nøisomhed, ja vel endog Hang til Smaalighed og utidig Paaholdenhed – her mere Sands for Renlighed og huslig Hygge, men kanske ogsaa nogen Tilbøielighed til Pyntesyge og Vellevnet; mulig ogsaa, at Sparsommeligheden hist for en Del har hæmmet Misbrugen af stærke Drikke, men at det friere Liv her har havt mere Drukkenskab i Følge med sig.
Man kan betegne den hele Forskjel saa: paa den ene Side en mere gammeldags stillestaaende, paa den anden en nyere, mere fremskreden Kultur-Tilstand, hver med sine eiendommelige ledsagende Misligheder.
Den Almue-Kultur, som tilsteder Nattefrieriets Skik og deri har et af sine Kjende-Tegn, maa jo endnu kaldes meget lav; og dog er den med sin friere Retning vistnok et Fremskridt i Sammenligning med den tunge Livs-Anskuelse og strænge Leveskik, som blandt Andet er kjendelig derpaa, at Forældrene udøve ikke alene en raadende, men tvingende Indflydelse paa Børnenes Ægteskabs-Forbindelser, saa disse i altfor mange Tilfælde aabenbart indgaaes blot for Levebrødets og Forsørgelsens Skyld.
Med den stigende Kultur udvikles Nærings-Virksomheden, og Arbeids-Klassen bliver talrig, lettelig endog for talrig. Med den stigende Kultur udvikles den personlige Selvstændighed, og Livet, som før var fast bundet i gamle Synsmaader og nedarvede Skikke, bliver friere, og Friheds-Følelsen forleder snart En og Anden til Udskeielser. I de indbyrdes nærbeslægtede Bygdelag fra Søndfjord til Søndmøre er denne Udvikling foregaaet langsommere eller begyndt senere end i de andre.
Men uden Tvivl staar Forandringen for Døren i disse samme Bygder. Thi for en meget væsentlig Del maa jo
