Side:Folkevennen 1859.djvu/470

Denne siden er ikke korrekturlest
466


12. Før brugte man ellers at:skyde St.-Hans-Nat for at skræmme Tusserne bort fra Steder, hvor man frygtede Ondt af dem. Ligesaa blev der skudt over Fæhusene, naar Kreaturene vare syge. At skyde over Brudefølger har ogsaa til Hensigt at forjage Troldskab og Ulykke.

13. Paa de fleste Gaarde, som En sagde, eller paa enkelte Rum, som en Anden udtrykte sig, bruger man endnu om Juleaften at sætte en Øx over Fæhus- og Stald-Døren eller en Kniv paa Indsiden af Døren. Før i Tiden brugte man derhos at sætte et Kridt-Kors paa alle de andre Døre og desuden Træ-Kors (af smaa Træpinder) ved Brønden eller Vandingsbækken, paa Gjødselstedet ved Fæhuset og paa de udkjørte Gjødseldunger paa Ageren. Ligesaa Kors i det Kornbaand, som sættes op til Fuglene. Denne Brug med Trækors kan tildels sees endnu.

14. Julasten bør man ikke gaa ud alene. Heller ikke bør Nogen ligge i Fjøset Jule-Natten. Tjenere og Andre, som ellers have sit Natteleie her, ligge inde i Stuen da, ligesaa de nærmeste tre fire Nætter. Saa næsten paa alle Gaarde endnu.

15. Julaften lægges i Skorstenen en liden Salt-Hob, med et Trækors i. Næste Morgen bliver det af Varme stivnede Salt gnedet sund og givet Kjøerne. – Naar Bjelden skal hænges paa Bjeldekoen, fyldes den med Salt, som derefter gives Koen.

16. Kniv eller Ske, som falder ned fra Bordet Julaften, maa ikke tages op før Morgenen.

17. Naar Sauen skal klippes, lader man den først slikke paa Saksen. Naar den slippes, siger man: Gak snau, kom at løen!

18. Der slaaes Kors for Hoven, naar den er skoet.

19. Naar Kreaturene sendes til Sæters, sættes Tjære-Kors paa dem.