Side:Folkevennen 1859.djvu/471

Denne siden er ikke korrekturlest
467


20. Paa en ny Sopelime skjæres Kors, at ikke Troldkjæringer skulle tage dem at ride paa.

21. Det udøbte Barn har Staal og Psalmebog i Vuggen og en Sølvskilling indsyet i Skjorten. Naar det bringes til Daaben, sættes en Kniv i Stokken over Døren, indenfor eller udenfor, til Barnet kommer tilbage. Ligesaa lægges Psalmebogen under den Tid paa Hylden eller Listen over Døren.

22. Naar Barnet er svøbt, puttes et Stykke Fladbrød ind under Bindet, ved Brystet; thi Brødet er „Guds-Laan“ og skal skræmme Tusserne bort. (Sml. S. 266, L. 8).

23. Naar Moderen ser Barnet gispe, slaar hun Kors over Munden og siger: Jesu Navn.

24. Barsel-Konen maa have Staal paa sig, naar hun gaar ud, saalænge hun ikke har været i Kirke.

25. „Dverg-Smie“ kaldes gammelt Jerntøi, som man i Fortiden tillagde Lægekræfter mod visse Sygdomme.

26. Vaaben, som man veed at Folk ere blevne dræbte med, bruges til at kurere Gevæxter. Dise behøve kun at stryges med dem. Man nævnte mig et Par Gaarde, hvor en Kniv og et gammelt Sværd længe have gaaet i Laan vidt og bredt, for saadant Brug. Og en gammel hæderværdig Mand, som havde været med i Krigen og deltaget i en blodig Kamp, hvor han rimeligvis fældede Folk, fortalte mig selv, at han ofte faar Anmodning om at berøre Gevæxter og lignende Legemsbræk med sin Haand – denne tilskrives samme Kraft som hine Vaaben.

27. Man har brugt at skyde over sygt Folk, for at skræmme Tusserne bort, som forvolde Sygdommen.

28. For den Syge skal der være mere Styrkelse i fremmed (tilsendt) Mad end i Husets egen.

29. Har man Værkebyld, saa kan man lægge en Klud paa og derefter kaste den ud, for at Fuglene skulle