sees undertiden Hænge-Manen ganske besynderlig sammenturvet, og da jeg engang fik se en slig Flette og prøvede paa at løse den, kom Hestens Eier ganske betænkelig og bød mig at lade det være.
54. Den „Siger-Luve,“ som En og Anden siges at være født med, skal forvares mellem Tyristikker. Naar der kommer Varme løs og Eiermanden gaar rundt Huset med Luven paa Hovedet, saa kommer ikke Ilden videre.
55. Ildstegn sees nok her som paa Søndmøre[1]; men det betragtes ikke just som noget Varsel om forestaaende Ildsvaade, og man tænker ikke at afvende Ulykken ved Gaver. Gave ydes ellers til hver Betler; af de Afdødes Klæder gives stadig til Fattigfolk, enten enkelte Plag eller en hel Klædning; ved Barselkoners og Syges Helbredelse gives ogsaa Gaver – som et Tak-Offer.
Til alle disse enkelte Sætninger og Regler skal jeg endnu føie den almindelige Bemærkning, at saa vidt jeg opfattede Forholdet, saa vare de herskende Forestillinger om den gamle Folketroes Aandevæsener yderlig fattige; den mangfoldige Slægt af Jutuler, Huldrer, Nisser, Nøkker o. s. v. synes her at være smeltet sammen under det utydelige Begreb af Tusser, og kun sjelden fremtraadte disse i Fortællingerne paa nogen ret kjendelig Maade, med anskuelig Personlighed og udpræget Charakter. Men derfor var det mig ogsaa, som om Poesien var duftet bort af de gamle Sagn og kun en ængstelig Spøgelsefrygt var tilbage[2].
- ↑ Se herom Folkevennen for iaar, Side 2.
- ↑ En Undtagelse gjorde dog Fortællingen om en underjordisk Familie paa Gaarden Øgdal i Soknedalen, der hvor der staar en ældgammel Røgstue. Man viste mig den Haug, hvor ifølge Sagnet Familien boede, og man nævnte mig den gamle Kone paa Gaarden, for et Par Menneske-Aldere siden, som den lille underjordiske Kone en Morgen tidlig bad om noget Salt.
