Der var altsaa ikke andet at gjøre end at følge hendes Raad og være taalmodig. Det blev heller ikke godt før om fem Uger – og ikke da heller. Nu reiste han til den i det Nordenfjeldske meget bekjendte „Ledsætter“ paa Garbjerget i Rennebo; her blev det betragtet, som at Foden var kommet af Led, og den blev da sat i Led igjen, øieblikkelig og uden mindste Smerte. Men paa Hjemreisen var vel Ledet kommet i Ulag igjen, og nu gik Manden som Krøbling. „Hvorfor søgte Du ikke Hjælp hos Doktoren, som bor meget nærmere end baade Madammen og Ledsætteren?“ „Nei, Doktorerne forstaa ikke Sligt“ (med andre Ord, om jeg forstod det ret: naar Sygdom er paaført paa, overnaturlig Maade, saa maa den tages bort paa samme Maade). – En virkelig Læge skulde maaske hjulpet Manden til Førlighed i kort Tid – nu skal han kanske være Krøbling al sin Levedag. Jeg talte med ham herom; men det var, som om mine Grunde gik i Øst og hans Betragtninger i Vest. Det var pinligt – saa meget mere, som Alting i Stuen sagde mig, at den Mand høilig kunde behøve alle sine Lemmer for at arbeide til Føde for Kone og Børn.
Se, nu har jeg i stor Simpelhed meddelt noget om Overtro i et af vore Bygdelag. Min Fremstilling stikker meget af mod de smagfulde og lærde Bøger, som jeg ovenfor har omtalt og berømmet, og der var kanske ikke Mange, som vilde bekvemmet sig til at skrive offentlig om Sagen, naar de ikke kunde gjøre det bedre; men allerede i min første Opsats om Overtroen, Side 378, sagde jeg, at jeg kun tænkte paa at meddele Et og Andet, nu om en, nu om en anden Side af Sagen, for dermed at vække til Eftertanke[1].
- ↑ Jeg kan tilføie, at som udgiver af Folkevennen har jeg anmodet et Par af vore kyndigste Forfattere om at skrive for Folkevennen en simpel og letfattelig Forklaring om Folkedigtning, Eventyr og Overtro. Men de undskyldte sig begge.
