Kjæmpeviser, og han har for nogen Tid siden yttret for
mig netop det Ønske, at der gjennem Folkevennen maatte
udgaa Opfordring om at optegne og indsende alt muligt af
gamle Viser og Sagn – før de glemmes ganske. Han
nævnte ogsaa udtrykkelig Overtroens Erindringer, ligesaa
Beskrivelse af Børne-Lege og allehaande Folkeskikke, som
paa nogen Maade kunne skjønnes at staa i Forbindelse med
den gamle Folkedigtning[1].
Blandt dette Aars videnskabelige Frembringelser skal vi her nævne nogle af dem, som vedkommer vort Lands Historie. I denne Retning arbejdes der med rastløs Iver, og Aar for Aar kommer der friske Kræfter til, saa at den norske Historieforskning, saa ung som den er, dog allerede indtager en hædret Plads i den videnskabelige Verden. Det var ogsaa ikke andet end man kunde vente, at netop dette Felt maatte ligge nærmest til at dyrkes. Det er ganske naturligt, at et Folk, som gjennem Aarhundreder har ligget i en politisk og national Dødssøvn, glemt af Verden og af sig selv, efter atter at være blevet vakt til Live og kaldet til fri og selvstændig Virken, ligesom søger at indhente det Forsømte ved at vende Blikket tilbage for at gjenfinde sig selv i sin Fortid, og nærmest da i den Fortid da Folkeaanden var vaagen og dygtigst til al historisk Idræt. – Blandt de mest fremragende Mænd i denne Retning maa vi her først omtale Professor Munch, som ogsaa i Aar har beriget vor historiske Litteratur med Frugterne af sin Lærdom og Flid. Han opholder sig nu med offentlig
- ↑ Min Anmodning er naturligvis aldeles privat, og i Breve maatte denne Sag ikke blandes sammen med Anliggender, som vedrøre Folkevennen eller Folkeoplysnings-Selskabet.
