hele Folkestammer gik tilgrunde og nye Kulturer grundlagdes har Eventyret i Stilhed ledsaget Nationerne til deres nye Hjem, lydt ved de omflakkende Stammers Natteraster i det nyopdagede Europas vilde Skove og fulgt med til enhver nyrejst Arne, som en Barndomserindring, Menneskeheden ikke vilde give Slip paa i Verdens Tummel. Saaledes maa vi vel forbauses naar vi hører, at mange af vore norske Eventyr i flere Grundtræk gjenfindes, ikke alene blandt de nyere Europas Nationer, men i Persien, blandt Grækernes ældste Fabler og ved Ganges’s Bredder! Det er med dem ligesom med de Skjæl, som Folkevennen nylig talte om i Anledning af Sars’s Bog: Barnet leger med dem og morer sig over deres Glans og underlige Skikkelse; den Lærde tager dem op og læser Urtidens Historie i deres Farver og Former.
– Blandt vore Digtere er Bjørnstjerne Bjørnson unegtelig den, som i den senere Tid har tiltrukket sig mest Opmærksomhed, baade hjemme og ude. Hans Fortællinger Synnøve Solbakken og Arne hører ogsaa sikkert til de mærkeligste folkelige Digtninger, vor Litteratur har frembragt. Det er det dristigste Forsøg, der endnu er gjort paa at fornye Sagaens Aand i Skildringer af vort Folkeliv. Meget i disse Fortællinger er ogsaa saa simpelt og livagtigt fremstillet, at det er som en udhugget Billedstøtte, som man kan gaa rundt om og betragte, og det er netop i denne storstilede Simpelhed de minder om Sagaen. Naar vi læser saadanne Fortællinger, synes vi først ret at faa Øjnene op for hvormeget af Oldtidens Marv og Kraft der endnu er opbevaret i Folket. Dette er jo noget vi alle har troet, men først naar det vises os i Poesiens Lys, synes vi det bliver os rigtig klart. Det er interessant at se, hvorledes vore Digtere i lange Tider jevnlig har havt dette for Øje, at det er i Bondens Liv vor Nationalkarakter viser sig i sin ejendommeligste, mest udprægede Skikkelse. Allerede i
