forrige Aarhundrede, da vore Digtere paa saamange Maader var knyttede til Danmark og danske Interesser, ser vi mangfoldige Exempler paa, at de har havt en levende Følelse af dette; der fandtes endog i denne Tid saagodtsom ingen norsk Digter, uden at han jo med synlig Forkjærlighed og Stolthed i sine Sange mindedes Folkelivet i sin – maaske fjerne – Hjembygd, og i Klaus Frimans Almuesange, i Nordal Bruns „Bor jeg paa det høje Fjeld“, i Storms Sinklarsvtse, hans Digte paa Dølemaal og mangfoldige andre har vi Vidnesbyrd om denne Patriotisme, hvoraf adskillige endnu lever og flere fortjente at leve paa Folkets Læber. I vor egen Tid er det først og fremst de to Forfattere vi ovenfor omtalte, Asbjørnsen og Jørgen Moe, som har vist Verden en ny Side af vort Folkeliv i de Sagn og Eventyr, de hentede frem fra deres Skjul ved Bondens Arne, og samtidig med dem var del blandt vore Digtere fornemmelig Welhaven, som behandlede flere saadanne Sagn i nogle af sine skjønneste Sange (Asgaardsrejen, Kivlemøerne, Visen om Hellig Olaf o. fl.). Bjørnsons Fortællinger gaar nu en ganske anden Vej; han holder sig ikke til denne ene Side af vort Folkeliv; han vil i sine Skildringer give os et Billede af Folket saadan som det er, hvor det har hævet sig over dette drømmende Naturliv, i hvilket vi ser det ligesom vundet og tynget af Troen paa hemmelighedsfulde Naturmagter; han vil vise os Folket i Virkelighedens fulde Dagslys, i dets dagligdags Liv og Færden, hans Helte kjæmper ikke med Jetter og andet Troldskab, men med sit eget Sind og den virkelige Verdens Modgang. Hvorvidt det er lykkets ham at naa dette Maal, det er det naturligvis ikke her Stedet at afhandle, men i hvad der end kan være at udsætte: vist er det at enhver vil have godt af at læse disse Fortællinger, der som al sand national Digtning vil fremme Folkets aandelige Frigjørelse, ved at lade det betragte sig selv i Kunstens forklarende Spejl.
H. L.
