Side:Folkevennen 1859.djvu/485

481

– Cotta’s Geologiske Billeder. I Lom i Gudbrandsdalen morede det mig at høre nogle Bondemænd og Renskyttere fortælle om Isbræerne i deres Fjeldmarker: de forsøgte at forklare, hvorledes det egentlig gik til med nogle af Bræernes Forunderligheder, saa jeg skjønnede, at de sandelig havde brugt baade Øine og Tanker vel. Dette var i 1852. Ved samme Tid udgav Skotlænderen Professor Forbes en Bog om en Reise, han nylig havde foretaget her i Norge enkommelig for at studere vore Isbræer, fra Finmarken til Hardanger, og netop mine Lomværers Fortællinger gjorde, at jeg med Nysgjerrighed læste denne Bog. Nu, der var jo altid Forskjel paa Bonden og Professorerne. Men jeg, som aldrig selv har seet en Isbræ, vidste endda ikke, hvem jeg skulde tro mest; thi Professorens Forklaringer vare saa vidunderlige. Men nu finder jeg disse gjentagne i hin Bog af Cotta, som blandt de mange interessante Kapitler har et om Isbræer. Meningen er hverken mere eller mindre, end at hele Norge engang i den mørke Fortid har ligget begravet under Sne og Is, ligesom Grønland nu, og at de Skurestriber, som endnu den Dag idag og fast i hver Dal ere at se paa vore Klipper, ere Minder om den Tid, da Bræerne skurede henover. Herom og om meget Andet, som hænger sammen med Læren om hin Is-Tid, vil der nok ofte blive Tale hos os i de nærmeste Aar, da hin Formodning, som den vel hidtil maatte kaldes, nylig har faaet mærkelig Stadfæstelse ved et storartet Undersøgelses-Arbeide, som i disse Aar foregaar hos os, og som har til Formaal at udforske vort Norges Bund, dets Bjergarter og Jordsmon. Forrige Storthing bevilgede Penge til Arbeidet, og det foregaar under Lektor Kjerulfs Bestyrelse. Slige Undersøgelser henhøre under Geologien, og for dem, som ønske at kige ind i denne unge, men mærkeligt fremblomstrende Videnskab, vil Cotta’s Bog være velkommen. Det lader i