Dersom alle Mand i Søndfjord og Nordfjord og
Søndmøre, lig Bønderne paa Vigren (Kap. 5), forenede
sig i fast Sammenhold for at hindre unge Folk i at leve
som Løskarle og fremdeles for at hindre Løskarle og andre ubemidlede
Folk i at stifte Familie, hindre dem ved at nægte
dem Husvær o. s. v., se, saa vilde Tilstanden kanske forblive,
som den er, ogsaa i sædelig Henseende. Men, vilde Saadant
være ønskeligt og ret? Vi behøve ikke at strides herom;
thi det er ingenlunde rimeligt, at saadant stort Sammenhold
skal komme istand. – Lige saa lidt kan Tilstanden holdes
stillestaaende i en Bygd, som den i nogen anden Bygd kan
tvinges tilbage til et forgangent Standpunkt. Elven kan
hverken standses eller tvinges opover; Tiden kan hverken
staa stille eller gaa baglænds. Nye Tider komme for de
nys nævnte Bygdelag ogsaa, og med de nye Tider noget
forandret Tænkemaade og Leve-Skik, andre Kaar og andre
Sæder.
Men skjønt der synes at være en vis indre Nødvendighed i Tingenes Gang, som det ikke staar i menneskelig Magt at gjøre noget ved, saa tror jeg dog ogsaa dette, at Fremtidens Tilstande for en Del, ja for en stor Til ville afhænge af den Maade, hvorpaa Nutidens Mænd tage Tingene, af den Bevidsthedens Klarhed og Villiens Alvor, hvormed de paa en og samme Tid søge at befordre Frihedens og Kulturens Udvikling og at forebygge de Misbrug og Ulemper, som saa let følge med. Jeg betegner kortelig min Mening ved at at sige saa: Med samme Menneskekjærlighed og Alvor og Iver, som der i Indre Sogn eller i Nordmøre bør arbeides hen til at faa fjernet de Uskikke og Misligheder, som have sneget sig ind der, bør der i Søndmøre o. s. v. vaages over, at de ikke saa snige sig ind eller tage Overhaand.
Men hvorledes fremkalde og veilede saadan Iver, hos – jeg mener ikke Præster og Skolelærere og Saadanne,