thi det vide alle, men om, hvor meget der skal gives, og hvorledes Gaven skal indsamles, ved Ydelse efter Gaardskylden eller efter Formuen eller ganske frivilligt efter hvers Hjertelag – Der skal gives til de Fattige, og nogle af Giverne paatage sig det Hverv at bringe den fælles Gave til Bestemmelsen og det strax.
De Fattige, som Almuen i Harham betænker ved saadan Leilighed, ere de Spedalske i Ræknæs Hospital ved Molde. Paa andre Steder – og denne Tro paa Ildstegnet gjælder vidt, helt syd for Bergen – bestemmes Gaven til Menighedens Fattige, og efter gammel Skik og Givernes Ønske sker det tildels, at Præsten paa første Messe-Dag, fra Prædikestolen eller Chordøren, gjør det bekjendt for Menigheden, at nu have Opsidderne paa den og den Gaard givet saa og saa meget til de Fattige, hvorefter Menigheden opfordres til at indslutte Giverne i sine Forbønner, at de maa bevares for truende Ulykke.
Af Almuesfolk paa Harham hørte jeg oftest saadant kort Begreb om Tingen: Med Ildstegnet varsler Gud om sin Vrede og den fortjente Straf over Menneskenes Synd; Gaven betegner Bodfærdighed, og den bliver til Bod, til den fortørnede Guds Formildelse og Ulykkens Afvendelse, formedelst de Fattiges Forbønner. Thi – saa blev det sagt om de Spedalske – de bede saa vakkert.
Af Enkelte fik jeg yderligere høre dette Begreb forsvare med omtrent følgende Tankegang: Gud vil jo, at vi stadig skulle bekjende vor Ringhed og bede om hans Naade og Beskjærmelse; men formedelst Synden ere vi ofte lunkne og søvnige, og det er da en Naade af Gud, at han stundom viser os en forestaaende Ulykke eller Straffedom for dermed at vække os, og naar vi saa først selv tro og bede og derhos betænke de Fattige med et villigt Sind, da kunne disses Forbønner ydermere komme vor Svaghed til Hjælp; thi vi have jo lært, at en Troendes Bøn formaar meget. Men
