„Vær saa god og læs igjennem dette Stykke – jeg ønsker at høre Deres Mening derom“ – med disse Ord og pegende paa et enkelt Blad leverede jeg en Bog til en Bonde, som jeg var i Besøg hos. Det var i en af vore rigeste østlandske Bygder; Bonden, som var lidt over middels Alder, havde længe været og var fremdeles hædret med allehaande Tillidshverv i sin Kommune, og da jeg derhos selv havde lært ham at kjende som en velvillig og veltænkende Mand, saa havde jeg nu gjort en temmelig lang Omvei for at finde ham og samtale med ham og nyde godt af hans Erfaring og Kundskab om Folkets Kaar og Sæder der i Egnen. Jeg kan ogsaa føie til, at den Bog, jeg leverede ham, var en, som jeg selv havde skrevet, og som netop handlede om Folkelivet: om min Opfattelse og Fremstilling var rigtig, det vilde jeg nu atter og atter prøve ved at høre den bedømt af en saadan Folkets Mand. Nu ja, han tog Bogen og læste Stykket. Men han læste halv-høit, saaledes som Folk pleie, der kun have en halv Øvelse i at omgaaes med Bogstaver, og derved fik jeg lægge Mærke til, at det var temmelig smaat bevendt med hans Læsning: han havde aabenbar ondt for at samle Ordene til Meninger og fatte Grunden i det hele Stykke.
Fra nu af undrede jeg mig ikke saa meget, naar jeg hørte Husmandsfolk og Arbeidskarle læse paa den Maade, at der udtale enkelte Ord ganske galt og meningsløst og maa tage sin Tilflugt til Staving, naar det gjælder at komme ud af det med et længere Ord. I Husmandsstuer har jeg nemlig stundom brugt at tage en Bog ned af Hylden og sige til Manden i Huset: „Se der, læs mig et Stykke, at jeg kan høre, hvordan du er øvet i den Kunst.“
