Ved saadanne Leiligheder have ogsaa enkelte sagt mig ganske fortrolig, at efter Konfirmationen have de ret lagt Bogen paa Hylden og næsten glemt bort det Lidet, de engang kunde. „Det skulde nok ikke være saa – men det er nu gaaet saa lel.“
Det er naturligvis endnu mere smaat med Skrive-Kunsten blandt Almuen. Ved Hjælp af kjendte Mænd har jeg stundom taget Tal paa samtlige Gaardbrugere i et Sogn og saa særskilt paa dem, som vare saa pas skrivekyndige, at de kunde „skrive Brev.“ Ved dette temmelig gjængse Udtryk har jeg da forstaaet dette: at kunne noget mere end klore sit Navn, saasom skrive en Regning eller et Bevis eller sætte sammen hvilketsomhelst Stykke paa en læselig og forstaaelig Maade, om end nok saa tarveligt. Saaledes fandt jeg i 1857, at i Soknedalen, Annex til Støren i Guldalen, skulde der af 137 Gaardbrugere være efter en Mands Opgave 53, efter en andens noget strængere Skjøn kun 39 skrivekyndige. I Melhus Sogn, ligeledes i Guldalen, skulde Antallet være kun 46 af 225, og det efter fælles Sjøn af tvende vel kjendte Mænd. I Rødven, Annex til Veø i Romsdals Provsti, hvor jeg var i 1856, gav Tællingen dette langt gunstigere Udfald, at af 51 Gaardbrugere kunde saa mange som 32 „skrive Brev,“ og paa 5 nær kunde desuden de andre skrive sit Navn og læse Skrift og tildeels selv optegne Et og Andet. – Dette, som sagt, inden Gaardbruger-Klassen; blandt Husmænd og Arbeidsfolk har jeg, som venteligt, fundet Skrivekunsten langt mindre øvet.
I den Bygd, hvor den førnævnte Bonde boede, spurgte jeg Præsten saa: „Mener De, at der er saa mange som ti Bønder i deres Præstegjæld, der ere saa pas skrivekyndige, at de kunne forfatte en Avis-Opsats, skrive den saa, at den uden videre kan leveres til Trykkeriet?“ Han betænkte sig en Stund og svarede: „Nei, ikke fem.“
