Side:Folkevennen 1859.djvu/93

Denne siden er ikke korrekturlest
89

I Nabo-Præstegjeldet, som ogsaa er en af vore anseeligste Bygder, gjorde jeg Præsten det samme Spørgsmaal og fik det samme Svar.

Og nu forstod jeg bedre, hvorfor saa mange selv af vore mere dannede Bønder have faa ondt for at læse: man faar ikke lettelig nogen ret Færdighed i at omgaaes med Andres Skrifter eller Bøger, naar man ikke selv kan haandtere Bogstaverne og fremsætte sin Mening paa denne kunstige Maade. Det gjælder om at blive inderlig fortrolig baade med Bogstavernes Tegn og med de særegne Ord og Vendinger, som nu engang ere blevne brugelige i Skrift og fremdeles maa bruges selv i den jevneste og reneste norske Stil, skjønt de sjelden eller aldrig høres i den daglige Tale; men denne Fortrolighed vindes ikke ved bare at læse eller, med andre Ord, ved at se paa, hvorledes Andre skrive, – der maa Selvvirksomhed til, idet man øver sig i at gjøre Kunsten efter eller at skrive selv. Det har sig hermed som med dette, at naar En vil blive en god Plogmand, saa maa han ikke alene se paa, hvorledes en Anden pløgjer, men maa selv tage Haand i og styre-Plogen, og det flittigt.

Jeg har ikke kunnet fordølge min Beklagelse over, at den boglige Dannelse endnu skal være saa mangelfuld i vort Land. Men ellers kan Tingen nok ogsaa opfattes paa en anden Maade, saaledes, at vi høilig maa glæde os over de Fremskridt, som dog unægtelig ere gjorte i de sidste Menneske-Aldere.

Kanske ville et Par Exempler i denne Retning fornøie Andre ligedan, som de have fornøiet mig.

I Dalsbygden, som er en Grænd af Os Sogn i Tolgen, aller øverst i Østerdalen, mod Grændsen af Røros, lever Kirkesanger og fordums Skolemester Jon Grue, og han er saa gammel, at da han den 29de Januar 1855 opsagde sit Ombud som Skolemester, saa var det netop 50-Aars-Dagen efter hans første Ansættelse (skjønt