Skoler, Skolelærer-Seminarier, Styrmands-Skoler o. s. v.), skulde anvende en Del af sine Fritimer til planmæssig Selv-Undervisning, dels for al indhente, hvad der i Skole-Aarene monne være forsømt, dels og især for at gaa videre frem. Dette skulde høre til Dagens Orden.
Her stiller sig for min Erindring en Samtale i en Bonde-Familie paa Romerike. Ja, jeg mindes vel flere lignende; men denne gjorde især Indtryk paa mig. Jeg blev spurgt til Raads angaaende to 14–15-aarige Sønners Opdragelse. „Her ser De, hvorledes de gaa! De følge jo med paa Almue-Skolen; men de kunde lære mere, og vi ønskede selv saa inderlig at skaffe dem en bedre Skolegang – men hvorledes skulle vi gjøre det?“ Jeg kunde saa vel sætte mig ind i Forældrenes Bekymring, og vi drøftede Sagen paa det Omhyggeligste. Men – at holde en virkelig duelig Huslærer, det vilde falde for kostbart for den enkelte Familie; at skikke Gutterne til Christiania, det var foruden kostbart ogsaa betænkeligt af den Grund, at Opholdet i Byen saa let kunde vende deres Sind bort fra Landlivet, det de dog skulde opdrages for; at drive paa hos Skolekommissionen og Formandskabet for at faa en høiere Skole oprettet i Bygden, det kunde være rimeligt nok, saasom der ganske vist var en hel Del Familier her i Egnen, som befandt sig i samme Forlegenhed – men det var dog at forudse, at det vilde drage saa langt ud med Forhandlinger om Sagen, at disse to Gutter ikke vilde faa godt af Skolen, om den kom istand. Og dog var det for galt, at det skulde staa stille med deres Lærdom, indtil de kanske, skjønt meget uvist, i 18 Aars Alder kunde komme ind paa Landbrugs-Skolen. Saa maatte jeg slutte med at anbefale Selv-Undervisning.
End oftere har jeg anbefalet samme, naar jeg har havt Husmands-Sønner og Tjeneste-Gutter for mig. „Sig mig, du – kunde ikke du nok ogsaa have Lyst til at være med paa Landbrugs-Skolen?“ „Jo da!“ „Men du har ikke
