Hvorfor er det saa faa Forfattere, som i disse 8 Aar
have skrevet i Folkevennen? Man skulde dog troet, at der
maatte være flere af de mange Theologer, Kandidater og
Præster, som gjerne vilde være med i denne Maade at
fremme Folke-Oplysningen. Og man kunde vente, at vore
Digtere gjerne vilde benyttet Folkevennens Hefter til at
hilse paa Folket. Hvor ere de blevne af? Hvorfor have de
holdt sig tilbage? Tingen er saa meget forunderligere, som
jeg seer, at i Danmark kunne mange og mangeslags Tidsskrifter
trives saa vel formedelst Understøttelse af Forfattere
i de forskjelligste Livsstillinger og med de forskjelligste Studier
og Interesser, Digtere, Militære, Jurister, Biskopper,
Professorer. Hvad er det da, som er i Veien her hjemme
hos os? Vel ved jeg, at Danmark overhoved har flere skrivedygtige
Folk end Norge, og at de daglige Gjøremaal i vort
besværlige Land optage en saare stor Del af vore bedste
Mænds Tid og Kraft, saa der ikke bliver stort tilovers til
Forfatterskab. Men saa overordentlig stor maa dog Forskjellen
mellem disse Lande ikke være i Virkeligheden, og
jeg er storlig bange for, at der er Noget, som afholder
vore Mænd fra at skrive netop for Folkevennen.
Engang bad jeg en af Norges mest yndede Forfattere om at betænke Folkevennen med et Stykke. „Saa De mener – svarede han med en Blanding af Bitterhed og Vemod –, at jeg kunde skrive for Folkevennen? jeg, som nu paa nogle Aar saa ofte har maattet høre, at jeg ikke er af Folket og ikke hører Folket til.“
Jeg tror, at dette Exempel belyser Stillinger altfor vel. Der har paa nogle Aar været yttret slige Begreber om den saakaldte folkelige Stil og fremsat slige Fordringer til Folkeskribenter, at mange af vore bedste Forfattere have fundet det raadeligst at holde sig udenfor.
Mange interessere sig for Folkevennen, ikke for sin egen Skyld, men med Tanke om Almuen, hvis Oplysning
