I 1857 eller i O. Vigs sidste Aar steg altsaa Antallet
pludseligt og betydeligt, og det har senere holdt sig paa
langt større Høide end i de foregaaende Aar. Dette maa
imidlertid utvivlsomt tilskrives ikke Folkevennen, men nogle
af Tillægshefterne, nemlig Bærentzens Atlas og Daas
Jordbeskrivelse. Men af de nye Medlemmer, som paa
denne Maade ere vundne for Selskabet, høre neppe mange
til de mindre oplyste Klasser, og derfor er det troligt, at
en nøiagtig Tælling fremdeles ligesom i 1857 vilde vise et
forholdsviis lidet Antal Medlemmer af den store Almue.
Det var vistnok Tanken og Haabet fra Begyndelsen af, at Folkevennen skulde faa sine fleste Læsere blandt Almuen, eller, som Nogle saa gjerne udtrykke sig, blandt det egentlige Folk. Men det er ikke blevet saa, selv ikke i O. Vigs Tid. Aarsagerne kunne være flere. Jeg tænker her paa, at en Dalers Udgift om Aaret vel er for meget for en Arbeidsmand; han har heller ikke Tid til at læse saa mange Bøger som vort Selskab leverer for samme Daler. Jeg tænker ogsaa paa dette, at en meget stor og anseelig Del af vore Landsmænd i religiøs Ensidighed tage Anstød af Bøger og Forfattere, som give sig af med den „folkelige“ Stil, Noget som de bør vide, der idelig indskjærpe som Hovedregel „at tale med Folkets egen Tunge og tænke paa Folkets egen Maade“.
Hvad nu end Aarsagen er til, at Folkevennen ikke er trængt saa langt ned i Samfundet, som det jo maatte ønskes, saa forekommer det mig, at det Eneste, som er at gjøre, det er at tage Tingen som den er. Folkevennen har nu engang vundet sig en Læsekreds, ikke dybt nede blandt Almuen, ikke høit oppe paa Samfundets Høider, men i den store Kreds af tænksomme og fædrelandssindede Medborgere, som staa Almuen nær nok til personlig at kunne indvirke paa dens Tænkemaade og Levesæt, og som selv ere modtagelige for de Betragtninger og Stemninger, som Landets
