have en Bogsamling, i Nærheden, særskilt for Tafjordens Skole-Distrikt med dets 38 skatlagte Opsiddere, af hvilke nogle have indtil 2 Mile til Kirken.
Det er Formanden for den lille Bogforening, som skriver, og han ønsker at høre min Mening, om hans Forening kan vente at faa noget Bidrag af det omtalte offentlige Bibliothek-Fond. Jeg mener, at han faar prøve, og jeg finder Tilfældet saa interessant, at jeg i sin Tid skal berette om Udfaldet.
Det er sikkerlig oftere gaaet saa, som jeg synes at skimte det her, at under de sidste Tiders Forhandlinger og Bestræbelser for at faa Skolens og Ungdommens Opdragelse i en bedre Skik, har der rørt sig noget i de Ældres Bryst – en Følelse af Savn, fordi ikke de fik en saadan Ungdoms-Dannelse som den der nu beredes den opvoxende Slægt. Men et Almue-Bibliothek i hver Bygd (eller paa sine Steder i hvert Skole-Distrikt), og dertil nogen Flid og Taalmodighed til at bruge sammes Bøger – og meget af det, som blev forsømt, kan endnu oprettes.
Et af de vakkreste Sagn, som Folketroen har fortalt om Norges Helgen, St. Olaf, skriver sig netop fra denne Egn, fra Tafjordens nærmeste Nabo-Grænd Valdalen. Og det er som om selve Naturen har villet gjøre denne besynderlig indelukkede Bygd, dybt inde imellem „de høie Fjelde,“ til et Gjemmested for gamle Sagn og oldtidsmæssige Sæder. Men dog bryder en ny Tid ind over Menneskelivet ogsaa her. Den nye Lovs Fastskoler og den nye Skiks Almuebibliotheker ere paa en Gang den nye Tids Affødninger og Forløbere for mangehaande Omdannelser af nedarvede Begreber og Sæder. Vel maa vi ønske, at en god Aand maa ledsage Lærerne, som beskikkes for de nye Skoler, og Forfatterne, som skulle udtænke og skrive de mere og mere efterspurgte Bøger – saa den nye Tid kan blive en god og velsignet Tid.
