man havde nogen Opgave over Antallet af Selskabets Medlemmer i de forskjellige Samfundslag, og navnlig om Selskabets Virksomhed kunde antages at være trængt ned til den lavere og fattigere Del af Folket. Nogen saadan Opgave kunde Formanden ikke for Tiden fremlægge, men haabede senere iaar at kunne meddele Oplysning derom i Folkevennen; det var imidlertid vistnok saa, at en altfor overvejende Del af Selskabets Medlemmer bestod af de højere, heldigere stillede Samfundsklasser.
Denne Meddelelse fremkaldte et Ordskifte om, hvad der fra Selskabets Side kunde være at gjøre for i større Mon at paavirke navnlig den mere ubemidlede Del af Folket. Landbrugslærer Jensenius paapegede, at man kunde nedsætte Aarsbidraget til f. Ex. 4 ₻, som kunde betales fjærdingaarsvis, hvilket imidlertid Gaardbruger Aasgaard m. Fl. bestemt fraraadede; skulde en Nedsættelse have noget at betyde, mente Overlærer Daa, at man maatte gaa langt lavere ned, f. Ex. til 24 eller 30 ß Aaret. Forresten antog den sidste Taler og fik heri Underststtelse af Krohg, Expedisjonschef Kierulf, Insjeniørløjtnant Lund m. Fl., at man fornemmelig burde søge at virke til det omhandlede Maal ved at udgive Smaaskrifter, som kunde sælges til en billig Pris, uden at det var nødvendigt at tage Folkevennen med. Formanden paapegede, at Bestyrelsen allerede havde gjort endel i denne Retning og nævnte „Berlins Naturlære,“ „For fattige Husmødre“ af Hanna Vinsnes med flere særskilt udgivne Skifter, ligesom man havde Haab om, at Overlærer Daa vilde levere en forkortet Omarbejdelse af sin Jordbeskrivelse. Det var imidlertid ikke saa let at erhverve netop de Bøger, som egnede sig til saadan Udgivelse, og Bestyrelsen, som dog fornemmelig maatte tage Hensyn til Selskabets egne Medlemmer, havde heller ikke godt for med Hensyn til Honorarer m. V. at strække sig saa vidt, som ønskeligt kunde være.
