Og Huset paa Løkkre besidder en Prydelse af det
Slag, som vistnok mangt et byvant Øie ikke engang vilde
lægge Mærke til, men som Bygdemandens øvede Blik ser
efter allerførst, og som de egentlige Kunstnere vide at sætte
Pris paa: det er selve Tømmerstokkene, af udsøgt Malm-Fure
og nøiagtigt tilhuggede. Naar man nogle Gange har betragtet
en saadan Tømmervæg med den naturlige mørkebrune
Farve, som den brændende Sol her i Fjelddalene giver
den, saa forstaar man, at det vilde være Synd at skjule
dens Skjønhed under Bordklædning og Maling. Paa Tegningen
Fig. 2 se vi kun lidt af Tømmeret, men dog nok
til at opdage en Prøve paa hin Omhu: hver Stok, som
jo af Naturen har været smalere i den ene Ende end i den
anden, er hugget saa, at den er jevn bred.
Mange vilde dog maaske snarere lægge Mærke til den Skurd eller Træskjærings-Forsiring, som Sval-Stolperne paa Løkkre-Stuen bære til Skue: først ere de fint udhuggede saaledes, at de i deres hele Længde danne Skjønheds-Linier, dernæst har en kraftig Kniv gjort saadanne dybe Indsnit paa Midtpartiet af dem, som Tegningen Fig. 4 skal forsøge at afbilde.
Men seet i Frastand har Huset paa Løkkre sin bedste Prydelse i selve Bygningens Hoved-Omrids, med Svalgangenes Afvexlinger og med Ramloftets Taarn-lignende Fremspring. Her kan det imidlertid være et Spørgsmaal, om det var for Skjønhedens Skyld, at de gamle Tømmermænd gav Huset den Form, eller om det gik ganske simpelt til saaledes, at man fandt det bekvemmere at have det omtalte Sengested der end i en særskilt Bygning. At opkaste dette Spørgsmaal er næsten det samme som at prøve ved sig selv, hvor meget af Skjønheds-Sands man tiltror den gamle Bonde-Slægt i en afsides Fjeld-Dal. Men jeg skal dog pege paa et Par Ting, som jeg synes
