Beboelses-Huset hed Stue (paa Oldnorsk stofa, udtalt
som stova, i Bygdemaalene Stova, Stoge, Stugu), og det indeholdt
fra Begyndelsen af vist ikke flere Rum end det Værelse,
som nu særskilt kaldes saa. Det næste Hus af Indhusenes
Klasse var sikkerlig et Bur (búr) eller Bod (búð,
i Almuesproget Bu) hvor Mad og Klæder kunde forvares.
Dette var den nøisomme Begyndelse, og hvilken lang og mangfoldig Udvikling fra den af og til nu! Eller skulle vi kanske heller forundre os over dette, at efter de tusindaarige Udviklinger og Forandringer kunne vi endnu den Dag idag paa mange Steder i Landet ganske tydelig gjenkjende det oprindelige Anlægs Skik og Maade?
Hin Stue maa have været en langagtig, firkantet Tømmerbygning, med en Stenlægning (Aare, Are, i Oldsproget arin) til Ildsted midt paa Jordgulvet og med en tilsvarende temmelig stor Aabning (Ljore, lióri) i Taget til Udgang for Røgen og til Lysning. Fordi Stuen var det eneste Hus paa Gaarden, hvor der var Ildsted, blev den ogsaa ofte kaldt slet og ret Ild-Huset (eldhús). Senere hen i Tiden – og det er forunderligt, hvor mange Aarhundreder der skulde gaa hen, før det kom saa vidt, Noget, jeg kommer til at tale mere om i det Følgende – senere hen byggede man sig Boliger af en ny og behageligere Indretning, fornemmelig med et hensigtsmæssigere Ildsted, enten en Ovn eller en Skorsten i det ene Hjørne, og disse Huse var det, som fra nu af særskilt benævnedes med det Navn Stue, hvorimod Navnet Ildhus nu kun brugtes for de oprindelige og ringere Huse; disse bleve nemlig staaende
tiden ogsaa, og det vel mere end nu. Og det kunde da se ud, som at der i gamle Dage ikke var saa bestemt Forskjel paa Udhuse og Indhuse. Men med alt dette var det dog i Stuen, at Familien egentlig boede: her sad Husbonden sammen med sit Husfolk, her nød man sine Maaltider, her vederkvægede man sig ved Arnens Ild.
