gjøre saadan omhyggelig Indretning for Klædernes Skyld; thi i Oldtiden stak en forholdsvis meget stor Del af den løse Formue i Klæder, baade Gang- og Senge-Klæder, Noget, som endnu kan mærkes i vore gammeldags Bygder, og medens de øvrige Sager i Boden, Madvarerne nemlig, i det Store taget maatte fornyes hvert Aar, saa skulde Klæderne vare i Aarevis, ja fra Fader til Søn og fra Moder til Datter og Datterdatter[1].
Indrettet for Klædernes Skyld kom Loftet rimelig til at hede Klæde-Loft. Men kom der en Gjæst til Gaarden, saa faldt det bekvemmest at indrede et Soveleie til ham netop her, hvor jo Felderne og Aaklæderne og de andre Sengklæder hang i Beredskab; for saadanne Tilfælde blev det vel ogsaa brugeligt at have en Seng staaende her. Og saaledes blev Klæde-Loftet tillige et Senge-Loft.
Allerede ved Talen ovenfor om Kong Olaf den Helliges Besøg paa Lom saa vi, at det var paa et Loft, han tog Herberge for Natten. Og saa almindeligt fortælles noget Lignende i de gamle Sagaer, at det er, som om det maatte forstaaes af sig selv, at Gjæsten og netop den fornemste Gjæst fik sit Natteleie anviist paa et Loft. Stundom (men det var vist mest om Sommeren, da man nok gjerne, som før erindret, flyttede ud af Vinterstuen), sees
- ↑ Nogen vil maaske snarest gjætte paa, at Hensigten med Svalgangens Panel-Vægge var at holde Regnen fra Tømmervæggene og dermed bevare disse for Forraadnelse, ligesom den nu brugelige Bordklædning. Men man maa erindre, at i Oldtiden, da Skikken blev til, var der god Tid paa Tømmer, medens man derimod havde stor Møie med at skaffe Planker til en Panelvæg, saasom man i Mangel af Sag maatte telje dem til med Øxen. Desuden, at holde Regnen borte fra Væggen maatte være vel saa vigtigt for Stuebygningens Vedkommende, men jeg ser ikke den saa meget omgivet med Sval som Boden.
