det ogsaa, at Husbonden selv sov paa et Loft, saaledes f. Ex. Olaf den Helliges Samtidige Erling paa Sole paa Jæderen engang ved Paasketid, da Sønnen Skjalg for en vigtig Sags Skyld kom og vækkede ham med saadan Dundren paa Døren, at den gav sig i Naglerne[1].
Hvad Hensigt der kunde være i, at der netop skulde soves paa et Loft, er ikke let at indse; derimod synes mig, som forklaret, at der var god Mening i at have Klædernes og navnlig Sengklæderns Kostbarheder forvarede paa et Loft, og var dette først blevet Skik (Noget, som jeg ikke netop har seet berettet fra Oldtiden, men som jeg slutter mig til fra hvad der endnu den Dag idag kan sees i vore Fjeldbygder), saa fulgte det som af sig selv, at ogsaa Gjæste-Sengen maatte staa her.[2]
Men allerede paa Olaf den Helliges Tid og længe før maa en Udvikling være foregaaet, som jeg synes at øine i de gamle Sagaer og at gjenfinde i Bygdernes nuværende Skik.
Den ene Bod blev til to, svarende til den gamles
- ↑ Olaf den Helliges Saga, Kap. 125 (Aall’s Overs.)
- ↑ Efter at dette var skrevet, har jeg (i Steenblochs Skrift om de gamle Skandinavers Vaanings-Huse, trykt i 1814) truffet til at se et Exempel paa Indretningen i Saga-Tiden, som ganske godt bestyrker min Forestilling derom, og som mangen Husmand og Smaabonde har godt for at kjende igjen den Dag idag. Det er hentet fra Halvards Saga, hvor der blandt Andet fortælles om en Mand paa Island, som hed Atle, og engang havde nogle Gjæster at beværte: „Atle havde et stort Ute-Bur (noget ude fra de andre Huse), hvori var alle Slags Gods: der var store Kister, og allehaande slagtet Kvæg, tør Fisk og Oste, og alt, hvad man behøvede. Han havde der gjort sin Seng, og der laa han og hans Kone hver Nat (vel kun om Sommeren). Atle redede Buret og gjorde der Senge for sine Gjæster og ophængte der deres Vaaben, og var der tillavet paa det Bedste.“
