Jeg kan ikke sige, hvor jeg blev forundret, da jeg
første Gang blev opmærksom paa og opfattede denne Hus-Skik.
Andre Steder heder det, at Mand og Kone gjerne ville
trætte med hinanden om, „hvor Skabet skal staa“; men her kan
ikke lettelig den Trætte opstaa, saasom Skikken har afgjort
Tingen for længe siden. Det er saa i disse Bygder, at
naar man først har gjort sig fortrolig med hver Tings
Plads i et Hus, saa veed man med det samme, hvordan det
er i alle de andre Huse af samme Bygningsmaade. Naar
jeg nu kjører igjennem Gudbrandsdalen og i Forbifarten
ser paa et Hus, at det hører til dette gammeldags Slag,
med Stue og Kleve, hvilket er Tilfælde med de allerfleste,
og naar jeg fremdeles ser, hvordan Huset er stillet, eller
hvad der er Fremsiden og Bagsiden – hvilket kan skjønnes
paa Dørens eller Vinduernes eller Skorstenspibens Plads, –
saa kan jeg ligesom se ind igjennem Væggen og vide, at
her ved Døren staar Fremskabet, der ved Hjørnet er Høisædet,
i Hjørnet hist borte staar Husbondens Seng o. s. v.
Det er, som om Husene skulde være af Glas.
Og som man kjender alle Husene, naar man ret har lagt Mærke til et af dem, saa gaar det mig næsten saa her i disse Bygder, at har jeg først lært at kjende en af Dølerne til Bunds, saa tykkes jeg at vide, hvordan det har sig med dem allesammen. Jeg finder saa megen Lighed mellem Folket i disse ligedanne Huse. Anderledes i Byerne: Husene mere ulige og Menneskene ligesaa – med ulige Vaner og Fordringer, mere udviklet Forskjellighed i Sind og Tænkemaade, En saa, en Anden saa. I den fjerne Landsbygd kan en velstaaende og en fattig Bonde have det saa temmelig ens i sit Hus og sit daglige Liv, i Hovedstaden derimod kommer Forskjellen mellem den Rige og den Fattige, den Dannede og den Udannede o. s. v. tilsyne paa hvert Punkt. Der er Vexel-Virkning her: under Bylivets bevægede Forholde kunne de forskjellige Anlæg og
