Der er vistnok mangfoldige Gaarde, hvor Bonden ikke
har rukket saa langt med sin Gaards Bebyggelse; ja der
er vel endog hele og store Bygdelag, hvor der ikke har været
Tanke om særskilt Sommerstue, eller hvor det har været
en Sjeldenhed at se en særskilt Sengebod. Men saa er
der omvendt Bygder, hvor Husklyngen paa de fleste Gaarde
er saa stor, at det falder vanskeligt at faa alle Indhuse
ordnede ind under hine 5 Klasser, selv om jeg strax føier til
som 6te Klasse en Kaar-Stue eller Føderaads-Stue
eller Livøre-Stue, nemlig en særskilt Bygning til Bolig
for Gaardbrugerens Forældre, som nyde Livsophold af
Gaarden (Kaar, Føderaad eller Livøre). Med Kaar-Stuen
følger ofte paa større Gaarde særskilt Stabbur for Kaar-Folk
ene. Ligesaa ser man ikke saa sjelden paa større Gaarde
et eget Stabbur til Brug for Tjenestefolkene, som der kunne
have sine Forraad af Klæder og Sko forvarede for sig selv.
Kort, lige saa nær som Tømmerskoven overalt i Fortiden laa ved Gaardene, lige saa snar var man til at fælde Tømmer og bygge sig et nyt Hus, for hver Gang et nyt Behov opstod, saa der kom til omtrent ligesaa mange særskilte Huse, som vi efter nyere Maade vilde tænke os Værelser. Dette blev ligesom en særegen norsk Stik, lige modsat af hvad jeg har ladet mig fortælle fra det nordlige Tydskland, at der paa hver Bondegaard skal være et stort Hus, som under sit ene Tag omfatter baade Menneskene og Dyrene og Avlingen og Altsammen.
Hin eiendommelige norske Skik har nu rimeligvis naaet sit høieste Punkt og er allerede begyndt paa at forsvinde. Men derfor kan det være værd engang at betragte ret nøie et Exempel paa, hvorledes en Bondegaard har kunnet komme til at se ud under samme Skik. Vilde man have et aldeles rent Exempel, saa maatte man gaa til Smaagaarde eller til uanseelige Nyrydnings-Pladse; men det vil interessere mere at se et Exempel fra en af Nutidens anseeligste Bondegaarde,
