som det blev almindeligt i en Bygd at bygge øvre Stokværk med Sengeloft og Klædeloft over Stuen, saa maatte den gamle Klasse af Sengeboder eller særskilte Huse med saadanne Lofter lidt efter lidt forsvinde; de gamle Sengeboder, som stod, lod man forfalde, og man byggede ikke nye op.[1] Man vil rimeligvis ogsaa finde lidet Spor af Sengeboder i de Egne af Landet, hvor det i lang Tid har været brugeligt at bygge Stuer saa, som nu forklaret.
Lom, som ligger saa afsides, var nok en af de Bygder, hvor denne nye Mode sidst fik Indgang. Man veed endnu at nævne den Bondemand her, som gjorde Begyndelsen – jeg tror næsten, det var først i dette Aarhundrede. Da hans Naboer saa Huset voxe saa anseeligt i Høiden, saa lagde de det ud som Storagtighed hos Manden. Men det varede dog ikke mange Aar, før En og Hver efterlignede Exemplet, saa fort Leilighed gaves.
Der er mange Bygder i vort Land, hvor det først i dette Aarhundrede eller i den sidste Menneskealder er blevet brugeligt at bygge Stuer paa to Stokværk eller i „dobbelt Høide (ja paa adskillige Steder er det jo endnu ikke kommet dertil); men fast overalt fortælles en lignende Historie om Begyndelsen.
Der kan gjerne have været nogen Storagtighed med i Spillet. Men Nytten maatte ogsaa være indlysende. Før havde Bonden havt to Tage at bygge og tække og holde vedlige, baade Stuens og Sengebodens; før skulde
- ↑ Vistnok antager jeg, at det ene af de to Huse til Høire i Tegningen, det med Klokketaarnet, er en Sengebod (det andet et Slags Sommerstue og Drengestue), og her er altsaa Sengeboden bleven bevaret i fuld Stand sammen med det øvre Stokværk paa Hovedbygningen. Men det er ogsaa paa en af Gubbrandsdalens bedst bebyggede Gaarde, med overflødige Husbekvemmeligheder af alle Slag, nymodens og gammeldags tilsammen.
