der megen Ved til at holde det varmt i en Stue med det høie Rum helt op til Taget; før havde Husmoderen maattet gaa mangt et Skridt over Gaardspladsen for at komme til sit Klæde-Loft; før havde Ungfolket paa Gaarden maattet ty til Fjøset for at finde sig et lunt Soverum om Vinteren, hvilken Nødvendighed faldt bort nu, da der blev et Sengeloft, som stod lige over Stuen og fik godt af Stuevarmen. Der er endnu altfor meget igjen af denne Skik, at Ungfolket har sit Natteleie i Fjøset, fjernt fra Husbondens Opsigt og mellem dyriske Omgivelser; men nu er der dog bleven Mulighed for at ophøre hermed, og med Muligheden er ogsaa Begyndelsen gjort.[1]
Ved den Tid, da Folket i Lom gjorde sig sine Betænkninger over den første dobbelt-høie Stue i deres Bygd, eller lidt før, traf det sig, at Amtmand Sommerfeldt forfattede en Beskrivelse over Christians Amt, hvortil jo ogsaa Gudbrandsdalen hører, og blandt Andet skrev han saa: „Fordum, da Tømmeret var stort, varigt og let at faa, vare Bøndernes Stuebygninger smaa og enfoldige, bestaaende jevnligen af en Stue, som tillige var Kjøkken, et lidet Kammer, kaldet Kaave, og en Forstue. Nu, da Værket eller Materialierne ere kostbarere og slettere, bygges ei alene bekvemmere Boliger, hvilket er vel, men unyttige og overflødige Værelser, hvilket er ilde, da Skoven derved ødes og Jordbruget forsømmes.“[2]
- ↑ I § 4 omtalte jeg en enkelt Tværbjelke over Stuen, som heder Kronen; fra den til den indre Gavlvæg ligge fremdeles i store Stuer to mindre Bjelker, som hede Tver-Kronerne. Paa saadanne faa Bjelker gaar det an at lægge en saakaldet Hjell eller et Halvgulv af løse Bord, og der oppe, altsaa i Stuens øvre Rum, har der i Fortiden staaet Senge (man krøb op ad Stiger) for Børnene i Huset. Denne Indretning kunde ikke bidrage stort til Fjøsskikkens Afskaffelse.
- ↑ Topogr. Journ., XIV (1795), 90. Kaave er det samme som Kleve, og med Forstue menes udentvivl en Sval foran Stuedøren. Husformen altsaa som den af mig beskrevne.
