Det hele Skrift vidner om, at Amtmand Sommerfeldt
maa have været en særdeles skjønsom og velvillig Mand, saa,
naar han endda maa klage over Forfængelighed i Bygningsvæsenet,
kan man nok vide, at der maa have været noget
i det. Men denne Skade skulde, mener jeg, endda opveies,
dersom en god Benyttelse af de mange Værelser ledede til
en Forædling af Huslivet, og det første Skridt i denne
Retning maatte være Afskaffelse af hin Fjøs-Skik.
For dette Hensyn maa ogsaa den Betragtning staa tilside, at selve Stuen under Loftværelsets Gulv har tabt den Anseelighed og eiendommelige Skjønhed, som fulgte med den gamle Stues bøie frie Rum, og som Tegningerne Fig. 5 og 6 give en Forestilling om. Dette maa, som sagt, staa tilside for vigtigere Hensyn. Men antegne vil jeg dog til Erindring, efter en Prøve, jeg har seet paa Gaarden Glimsdal i Bæverdalen i Lom, at man tildels lagde an paa at forskjønne Stuen med en egen Paneling oppe under Taget, saa man istedetfor Tagets Aaser og skraa Sider saa ligesom en Hvælving, let og svævende. Et saadant Dække over Stuen kaldtes Himling.
Ved at agte paa de Aarstal, jeg har truffet til at se paa Stuebygninger af den gamle Form, paa et Stokværk, samt ved at lægge sammen de Træk, jeg bar kunnet opfange af gamle Folks Fortællinger, er jeg kommen paa den Formodning, at Moden med to Stokværks Stuer er indkommen i Gudbrandsdalen fra 1750 af. Der kan vel have været Stuer af denne nye Form før; men de have vistnok dannet Undtagelser. Paa Hedemarken og ellers i de ydre Bygder var Skikken, som det senere skal omtales nærmere, nok begyndt før.
Siden jeg har ført Læseren ind paa Bjølstad (Fig. 20), saa tør jeg bede ham standse lidt endnu paa Gaarden og tage enkelte Ting i Øiesyn.
