blevet flyttet nær hen til den, føiet sammen ved den med en Panelvæg, forenet med den under samme Tag. Naar dette omsider var blevet Skik, saa faldt det som af sig selv, at i Huse, som byggedes af Nyt, blev Nystuen tømret i Et med Gammel-Stuen, og da blev det saa som i det sidste af de tre Exempler. Men selv i dette Tilfælde blev der dog en Levning og et Mærke tilbage af den oprindelige og mere tilfældige Forbindelse, idet der ikke er nogen inderlig Sammenhæng mellem det Nye og Gamle, men man maa helt ud paa Svalgangen for at komme fra den ene Stue til den anden. Derfor er det da ogsaa almindeligt netop ved dette Slags Huse, at der strækker sig Lang-Sval langs med For- siden, fra den ene Ende til den anden. Et eller andet Sted i denne Sval har da Trappen sin Plads, som fører op fra Under- til Loftsvalen.
I Gudbrandsdalen veed jeg ikke at have seet Nystue uden i Forbindelse med en Stuebygning paa to Stokværk.[1] Selve Nystuen er da Gaardens Stor-Stue, Stads-Stue eller Høitids-Værelse, og Loftet lige over den er det fornemste Sengeværelse for Gjæster. Tænke vi os nu, at der i gamle Dage har været en saadan Afændring af den i § 11 omtalte Sengebod, at det underste Rum har været ikke en simpel Bod, men et stadseligt Værelse, saa behøvede ikke Forandringen bestaa i mere, end at dette særskilte Hus blev flyttet tæt hen til og paa en eller anden Maade bygget sammen med Stuen eller den egentlige Familie-Bolig.
Det svæver mig for, som at jeg i Fortællinger fra Indre Sogn har hørt det nævne som en gammel Skik at have et særskilt Hus, som ikke alene var indrettet til Brug for Gjæster, men endog hed „Nystue.“ Og at Skikken med Nystue – trods det Begreb af Nyhed, som ligger i Nav-
- ↑ I Opdal og i Sundal i Throndhjems Stift har jeg derimod seet Nystue ved enkelte gamle Stuer paa et Stokværk.
