Disse Skabe ere ikke blot til Nytte i Stuen, men bidrage
væsentlig til dens Prydelse; paa dem have altsaa
vore Bygde-Snedkere viist os Prøver paa sin Kunst. Det
skulde være artigt at have en Samling af Fremskabe og
Høisædes-Skabe, fra ældre og nyere Tider og forskjellige
Bygdelag, staaende i en Rad og altsaa fremstillende Kunstens
Stigen og Smagens Forandringer. De ældste Exemplarer,
jeg mindes at have seet, have ikke manglet det Slags
Forsiring, som ligger i høvlede Lister og i Speil-Indlægninger
(som paa vore Stue-Døre); denne Forsiringsmaade
var vel ogsaa i lange Tider den eneste og blev tilsidst,
som Skabene paa Løkkre ere gode Prøver paa, dreven
til stor Fuldkommenhed. Saa kom der en ny Mode ind i
Lom og flere Nabo-Bygder, nemlig det Slags Træskjærer-
Kunst, som Bønderne kalde Krølle-Skurd, med fine
Krøller og Slyngninger; i de seneste Aar er denne Kunst
bleven indført i vor gode Hovedstad og er her kommen til
Ære under Navn af norsk Træskjæring; men om jeg tør
dømme efter hvad jeg har seet omkring i Landet, saa maa
Dom, Johannes’s Hoved paa et Fad, o. s. v.), Mindesmærker om en ældgammel Kunst, som ifølge aldeles bestemte Sagn mellem Bønderne var kjendt og øvet her og andre Steder i Gudbrandsdalen indtil for faa Menneske-Aldere siden, men som man nu kun kjender Navnet af; Upstad-Gogn heder nemlig Vævstolen, og hine Tepper derfor Upstad-Aaklæder. Paa et af disse Stykker saa jeg Aarstallet 1620 indvævet. Det Ord Vævning passer ikke ganske; thi Islætten bliver paa en Maade flettet eller „smøygt“ ind imellem Renningen; Haanden gjør her mere end paa en almindelig Vævstols-Maskine. – I Universitetets Samling af Oldsager bliver en Vævstol af det Slag nu i disse Dage opstillet, for at staa der som et Mindesmærke fra Oldtiden; selve Træet i den er ogsaa brunt af Ælde; men den er ellers hentet hid fra Bergens Stift, hvor Kunsten endnu øves saa smaat – thi der er Afstanden mellem Oldtiden og Nutiden ikke saa stor, som man ellers er vant til at tænke sig dem.
