Og først 1380 blev dette Frihedstaarn ganske færdigt.
Det staar der endnu, kneisende indtil næsten 400 Fods Høide.
Som til Frankrig, kom dette Taarns Navn (battifredo) ogsaa til Italien. Og i England finde vi det ligeledes; men her kom Navnet til at lyde belfry, og foruden som sædvanlig at betegne et Vagttaarn paa en Borg o. s. v. er det her blevet særskilt anvendt til at betegne det lille Stel forud paa Skibet, hvor den fredelige Skibs-Klokke hænger. Med de vidtfarende engelske Skibe er da Tingen og Navnet kommet vidt udover.
Dette var Udbredelsen fra Tydskland af paa den ene Side. Paa den anden Side, mod Nord, finder jeg ialfald Navnet udbredt til Danmark og Sverige. Fra det første Land haves nemlig en rigtignok dunkel Beretning fra forrige Aarhundrede om et velbygget Hus, som stod for sig selv paa en Præstegaard i Jylland, og som kaldtes „Barfred,“ fordi, som det siges, Banemænd i fordums Tid flyede til det som et Frihedssted.[1] Og i en svensk Ordbog fra forrige Aarhundrede[2] nævnes Barfrid som Navn paa en Stue-Sval eller Forbygning for Indgangs-Døren (altsaa vel som vor Barfrø) paa Bønderhuse i Dalekarlien, denne svenske Nabobygd til vort nordre Østerdalen.
Nu indbilder jeg mig, at danske og svenske Herremænd have efterlignet deres tydske Ligemænds Maade at bygge Taarne paa deres Borge og Herregaarde, først til Befæstning og Vagt, men tilsidst her i vort fredelige Norden bare til Prydelse. Og for Prydelsens Skyld tænker jeg mig da fremdeles, at Skikken er bleven efterlignet af Bønder i
