triumferende beffroi, Skibsmandskabets Munterhed, naar kanske midt ude paa Verdenshavet belfry ringer til Maaltid, og hist i vor norske Skovbygd Barfrø-Loftets lille Hygge, hvor Bonde-Datteren sidder og viser sin Veninde al den Pynt og Stads, hun har forvaret her.
Den Stue i Fig. 38, som Barfrøen smykkede, er en Sperrestue; Barfrøen kan gjerne tages bort, og det er dog en Sperrestue.
I Beskrivelser over Bygder i Smaalenene fra forrige Aarhundrede tales med en vis Deltagelse om Sperrestuerne; de beskrives som en gammel Slægt af Huse, som der dengang kun var faa Levninger igjen af, men som i visse Maader havde været anseeligere end Nutidens. Saadanne Sperrestuer er det nu, som vi i Østerdalen endnu finde i fuld Stand. Og det er sandt: det gjør Indtryk at træde ind i en østerdalsk Stue af dette gamle Slag, med det høie og luftige Rum, hvor intet Loftsgulv trykker Synet og Sindet.
Thi det er Meningen med det Navn Sperrestue, at Stuens Rum naar helt op til Sperretagets skraa Sider.
Det er Tagets Sperrer, som have givet Navnet. Der er Forskjel paa Aas-Tag og paa Sperre-Tag. Tegningen Fig. 6, § 7, kan give Begreb om et Aastag: Møns-Aas og Side-Aaser ligge paa Langs fra den ene Gavlvæg til den anden, og paa Aaserne ligger det i Almuesproget saakaldte Tro eller Trod oldnorsk tróð), det vil sige: den Beklædning af Tagbord, som tilsidst bærer Tækningen af Næver og Torv – Bordene altsaa løbende skraa nedover fra Mønen til Langvæggene.[1] Sperretagets Bygning kan
- ↑ Paa ringe Huse, Udhuse, kan man stundom omkring i Bygderne se dette Tag-Tro dannet ikke af Bord, men af smale Stænger, lagte tæt sammen. Men en smal Stang, en Fiske-
