derimod sees af Tegningen Fig. 15, § 11; her er ogsaa Møns-Aas, men istedetfor Side-Aaser er her Sperrer eller firhugne Bjelker, som løbe fra Mønsaasen ned mod Langvæggene, og ovenpaa Sperrerne ligge Tagvordene paa Langs.
Om jeg ret har forstaaet den Forklaring, som en Bonde i Østerdalen engang gav mig, saa ere Sperrerne indfældte saaledes, at de hænge i Mønsaasen, saa denne er alene om at bære Torvtagets Vægt.[1]
Sperretaget er ulige smukkere end Aastaget, mere let og svævende.
Det aabne Rum op under Taget heder i Almuesproget Rot (i de vestlandske Bygder) og Rost, Røst eller Raust (i de østlandske); derefter kunde man, som det ogsaa tildels sker i Almuesproget, kalde en Stue, som har Rummet aabent helt op til Taget, enten Rotstue eller Røststue, og under denne Benævnelse vilde da baade Aastags- og Sperretags-Stuerne være indbefattede. Lem-Stue er i mange Bygder den stadige Benævnelse paa Stuer af det modsatte Slag, med fladt liggende Loftsgulv (Lem).
Naar undtages de ringe og ufuldkomment indredede Huse paa Husmandspladse eller Smaagaarde, er der i Gudbrandsdalen, som af forrige § vil være forstaaet, kun faa Stuer igjenstaaende fra den Tid, da Rost-Stuerne vare almindelige, og disse have, efter hvad jeg synes at erindre, mest Aas-Tag. I Østerdalen derimod har man mere holdt
- ↑ Anderledes med det Sperretag, som sees f. Ex. i Røgstuer i Bergens Stift: her er ingen Mønsaas, og det er Langvæggene, som maa bære Taget, da Sperrerne staa paa dem, idet de parvis støtte sig mod hinanden med Øver-Enderne.
Stang f. Ex., heder i Almuesproget en Trode (Troe, Trøe). Hint Navn Tro eller Trod om Tagets Bordbeklædning synes mig derfor at pege tilbage paa en oprindelig Brug, i de første Nybyggeres Tid, hvor man ikke kjendte anden Tagbedækning end den simple med smale Stænger istedetfor Bord.
