det nordre Gudbrandspalen have været den Egn, hvor denne Kunstfærdighed især yndedes og fik sin Udvikling – fra Midten af forrige Aarhundrede af eller kanske før; nu har den smykket Skabene i mangfoldige gudbrandsdalske Stuer med et overmaade fint og i Sandhed smagfuldt Arbeide. – Og endelig kom Maleren med sin Kost og forenede sig med Snedkeren om at gjøre Skabet til en sand Prydelse for Stuen; ja, medens Snedkeren øvede sig i at bruge Kniven alt bedre og bedre, saa gik ogsaa Maleren videre og lærte sig til at lakere og forgylde, og fra Karnissen paa mangt et Skab skinner nu et gildt Snitværk, som sammenslyngede Sølvstængler med gyldent Løv. En af disse Bygdemalere, det var en Lomvær, morede sig stundom med at sætte paa Skabdøren en Ged eller en Hest eller en munter Smaagut eller en gammel betænksom Mand – og Bønder fortalte mig, at Adolf Tidemand skulde have lagt Mærke til nogle af disse Stykker og omtalt deres Talent med Deltagelse – Men de Mænd, som nu have saadanne gilde Skabe, vilde jeg ret bede om at bevare dem i det Længste; thi jeg har forstaaet det saa, at Træskjærer-Kunsten allerede for nogle Aar siden har naaet sit Høidepunkt og nu holder paa at gaa af Mode i Gudbrandsdalen.
Paa Hedemarken og Romerike kan man hist og her i Drengestuer og paa Husmandspladse træffe Fremskabe og Høisædes-Skabe af det beskrevne Slag, men altid gamle og af meget simple Former, og spørger man efter, kan man faa høre, at for en Menneske-Alder siden eller længer op stod de i Bondens egen Stue; de maatte flytte for at give Plads for det nymodens Skatol. I disse Bygdelag har altsaa den samme Skab-Skik været; men den er bleven aflagt og ombyttet med en fremmed Mode, og det temmelig tidlig, kanske netop medens de gudbrandsdalske Bygder ikke alene holdt paa den, men ret opbød al sin Kunst for at udvikle den til den størst mulige Skjønhed.
