des – altsaa ikke stod stille paa et gammeldags Trin, men udviklede sig hensigtsmæssigt, frit og skjønt.
Dette er ikke længer at vente i de nordre Bygder, hvor Kulbrændingen til Røros Værk har ødelagt Skoven. Men i Aamot Præstegjæld f. Ex. bor der mange Bønder, som netop formedelst Skoven befinde sig i saadanne Velstands-Kaar, at de kunne koste adskilligt paa sine Boliger. Det sees ogsaa, at de gjøre det. Men alligevel staar det nok saaledes til nu for Tiden, at naar der bygges af Nyt, altsaa naar den nye Slægts Mænd lægge sin Mening for Dagen, saa bygges helst efter fremmede Mønstre, uden Tanke om Bygdens egen Stik.
Jeg mener, at dersom Begrebet og Tilbøieligheden var der, saa kunde den nedarvede Hus-Form maaske forædles og fuldkommengjøres saa, at den blev fuldt saa hensigtsmæssig og behagelig og skjøn som den fremmede.
Naar jeg nu i Erindringen skuer tilbage paa Gudbrandsdalen og Østerdalen, saa synes jeg at se en kjendelig Forskjel: hist en jevn, harmonisk Udvikling, idet Folket har holdt paa den gamle Skik og denne til Gjengjeld har føiet sig og lempet sig efter den nye Tids Smag og Behov; her derimod en brat Overgang fra Sperrestuernes næsten oldtidsmæssige Præg til hel fremmede Former, uden Mindelse om det Gamle.
Maler Tiedemand skildrer Folkelivet paa Thelemarkens Smaagaarde og i Bergens fattige Fjord-Distrikter. Men Hus-Livet i Storelvdalen minder mig om de Tider, da der var storættede Herser og Høvdinger i Norge, og jeg skulde ønske, at Folkelivet her maatte finde sin Skildrer ret snart – før Sperrestuerne ere forsvundne med samt de Huslivets Skikke og de Charakterer, som lange Slægtsled igjennem ere udviklede under deres Tag.
Jeg kan ikke levere nogen fuldstændig Afbildning af en Sperrestue; men jeg kan anføre Noget, som vel maa vidne
