der Bestræbelser for at indrette sine Boliger bedre og bedre, og omvendt: er Bygden jevnt vel bebygget, saa tør vi allerede ved Synet deraf slutte os til, at der bor et agtværdigt Folk. Af Grunde, som strax ville komme tilsyne, kunde her ikke være Tanke om at gjøre Opoffrelser for at bevare og udvikle Bygnings-Kunsten i Retning af det Nationale og Skjønne, saaledes som maaske i det søndre Østerdalen; her var det allerede store Ting, om Folket kunde komme til at bo bekvemt og godt, og i denne Henseende er det yderst interessant at betragte Tingenes Gang i denne Grænd. – I dette Øieblik glider min Tanke hen over Landet og dvæler ved visse Bygder, hvor jeg med Bekymring har seet de skovløse Aaser rundt omkring og de ringe, ja usle og uhyggelige Huse paa Gaardene: med mine Erindringer fra Dalsbygden tør jeg haabe – selv mod Haab –, at Tilstanden skal vendes til det Bedre ogsaa her.
Hvergang jeg har været i Dalsbygden, har jeg atter og atter maattet læse den Bygdens Historie eller „Aarbog,“ som den gamle Kirkesanger og værdige Jubel-Skolelærer Jon Jonsen Grue har skrevet – efter ældre Mænds Fortællinger og efter Optegnelser af hans Fader, som før ham havde været Dalbygdens Kirkesanger og Skolelærer. Under Aaret 1774 er i denne Aarbog antegnet Følgende:
„Af Kakkelovne og Stue-Uhre havdes ikke mange indtil denne Tid her i Bygden; man kunne neppe tælle to eller tre af hvert Slags. Bygningsmaaden at opsætte Husene var og meget uhensigtsmæssig; man kunde neppe se et Loft, langt mindre en hel Bygning med Overværelser; men Stue-Huse, Fjøse, Stalde, Hølader og mange flere Huse, smaa og lave, med Dørhuler, man neppe paa Fire kunde krybe ind i, som vare opsatte saa vidt udover et Stykke Jord, at det lignede en temmelig stor Trø – saa man paa hver Gaard. Og om Vinteren var den største Del af deslige smaa elendige Huse for det Meste bedækkede med Sne, saa
