man med stor Møie maatte opskuffe Huler til Dørene og krybe ind.“
Den Tid ernærede Folket sig møisommeligt og bedrøveligt ved at brænde Kul til Røros Værk: Jordveien forsømtes, og selve Skoven ødelagdes, saa det saa ud, som at jo mere de sled og slæbte, des fortere maatte Fattigdommen blive til ren Elendighed.
Men Nøden skjærpede Tænksomheden: som ved en Opdagelse (Aarbogen nævner ialfald nogle af dem, der gjorde Begyndelsen) kom man efter, at Fædrift ogsaa var en Næringsvei, og istedetfor Kul til Røros sælges nu Smør og øst til Throndhjem og Christiania. Det er en sand Fornøielse at se, hvilket venligt og lykkeligt Hyrdeliv der, omkring Skiftet mellem forrige og dette Aarhundrede, har afløst det mørke og kummerlige Kulbrug.
Et Vidnesbyrd om dettes Fordærvelighed er Nøgenheden af de Bakker og Aase, som omgive Dalsbygden, og som engang bar de mægtigste Skove. Men trods dette, trods de lange Veie, som fast hver Tømmerstok nu maa hentes fra fremmede Bygders Skove, har den nuværende Slægt kunnet indrette sig Boliger, hvis Bekvemmelighed og Hygge langt overgaar Forfædrenes, og dette er mig som et Billede paa Hyrdelivets særegne Velsignelse.
En af de Mænd, som mest have givet Bygningsvæsnet i Grænden saadant Fremstød, er vist Gaardbruger Jon Eriksen Berg. I ham mener jeg at have lært at kjende en ægte norsk Bondemand: veltænkende, sindig og forstandig, derhos besynderlig oplagt til alle Slags kunstige Arbeider. Nu paa sine gamle Dage har han arbeidet en Rifle og et Stue-Uhr, begge med den Bestemmelse, at de skulle følge Gaarden, saa længe de ere til – Stue-Uhret agtede han endvidere at forsyne med en egen Indretning, saa det skulde kunne drive Visere i et Taarn-Uhr paa Taget. Men sin Berømmelse vandt Manden, da der for et Snes Aar siden
