Stuebygninger vare af en nyere Art, paa to Stokværk og flere Værelser og i det Hele af hin throndhjemske Form.
Det har fulgt med den nye Skik, at Stuen paneles indvendig og oliemales; om Huset altsaa er bygget af ringe Tømmer, kommer det ikke tilsyne. Der er nu kun ganske faa Stuer igjen i Dalsbygden, som ikke ere udstyrede saa. Hos Jon Berg saa jeg desuden Gulvet i Dagligstuen malet. I Tønsæt saa jeg hos nogle Bønder dobbelte Vinduer.
En Ting endnu fornøiede mig at lægge Mærke til, da jeg var hos Jon Berg og spurgte ham ud om Bygningsvæsenet. Paa hans Gaard (og det havde været ligedan paa andre Gaarde) havde de mange Huse været stillede sammen saaledes, at de – med Grinder og smaa Gjærder for enkelte Mellemrum – dannede to adskilte Gaardsrum, nemlig Stuegard mellem Indhusene og Nautgard mellem Udhusene. Før i Tiden hørte det med til Sultfødnings-Systemet, at Kreaturene om Vinteren daglig bleve slupne ud i Nautgarden for at tage til sig lidt af den „Beit“ eller Forsyning af Birkekvist, som der blev lagt for dem; men i Stuegarden fik de ikke komme, og her blev det holdt ryddeligt og pent. Med den forandrede Bebyggelse i den sidste Menneske-Alder er denne Indretning faldet bort og det paa alle Dalsbygdens Gaarde, saa den nu kun er til i ældre Folks Erindring. Men jeg tænkte med mig selv, da jeg hørte om den, at ved forefaldende Leilighed skulde jeg bringe den i Erindring i videre Kredse. Ved første Øiekast have vistnok hine gamle Hus-Klynger fremviist et stærkt Billede af Uregelmæssighed, og jeg kan derfor godt tænke mig, at om de havde staaet endnu, saa vilde kanske de fleste Reisende ikke alene have overseet hin Nautgardens og Stuegardens Planmæssighed, men endog netop af disse Husklynger have modtaget det Indtryk, at Bondens Stel er lutter Tankeløshed og Uorden fra Først til Sidst, fra Inderst til Yderst. Saaledes overfladisk og uretfærdigt dømmes der tidt om Bonden.
